shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Gedsted efter Hillerød-nederlag: En lortefølelse

“Det er kraftedeme en lortefølelse. Det er lang tid siden, jeg har haft så skidt en følelse.” Ordene er Casper Gedsteds og de faldt få minutter efter nederlaget mod Hillerød Fodbold var en kendsgerning.

“Vi spiller godt hele vejen igennem og så pisser vi det væk til sidst. Hvis man ikke holder koncentrationen i hele kampen, så er det også svært at vinde. Vi lader dem komme til én chance og den scorer de på. Det skulle vi jo ikke have ladet dem komme til. Det er virkelig den grimme side af fodbolden, vi mærker lige nu… Det er fandme en skuffende fornemmelse,” fortsatte Gedsted.

De ærgerlige følelser hos backen, der blev kåret som kampens spiller, rammer ham først og fremmest på grund af måden, opgøret blev tabt på. Men også fordi, han føler at HB Køge-spillernes præstation, modsat de seneste ugers opgør, burde have givet point.

“Mod Fredericia og Nykøbing var det ikke godt nok, hvad vi præsterede. Det var fortjent vi tabte, for i de kampe spillede vi langt under niveau. Men i dag mod Hillerød synes jeg, vi lykkedes med noget af det spil, vi også havde succes med i starten af foråret og henover pre-season. Vi scorer blandt andet et godt mål til sidst, hvor der bliver dømt offside. Så det føles også som om, tingene går imod os for tiden. Men det er jo små detaljer alt sammen, hvor vi ikke er skarpe og fokuserede nok,” siger Casper Gedsted.

Nu venter der en landskampspause, hvorefter HB Køge-spillerne igen skal i aktion. Første opgør i NordicBet Ligaens kvalifikationsspil bliver en hjemmekamp imod Hobro IK, der spilles søndag d. 2. april.

“Mentalt bliver det måske okay at få et break, med de kampe vi har været igennem. Men omvendt vil vi gerne hurtigst muligt ud og rette op på fejlene. Jeg vil gerne understrege, at det ikke er godt nok for os at tabe tre kampe i streg, når vi gerne vil være med, hvor det er sjovt. Det klinger hult, når vi laver sådan nogle resultater. Det må vi lægge os fladt ned og erkende. Og så må vi ud og træne endnu hårdere og sørge for, at det bliver bedre fremadrettet,” slutter Gedsted.