Gjensidige Kvindeliga suspenderes: Større ting på spil
Fredag aften har DBU meldt ud, at de resterende to runder af Gjensidige Kvindeligaen suspenderes og udskydes til foråret. Dette kommer særligt på baggrund af den nye opblusning af covid-19 og muteringen af corona-virussen, der har ført til, at Statsministeriet torsdag aften annoncerede, at befolkningen i syv nordjyske kommuner ikke længere må krydse kommunegrænserne. Suspenderingen af Gjensidige Kvindeligaen er der respekt for i HB Køge.
“Vi har kæmpe respekt for covid-19 og hele tiden taget de nødvendige forholdsregler. Derfor har vi også stor forståelse for DBUs beslutning og støtter den, selvom det er møg irriterende ikke at skulle spille de her kampe. Der er dog ubetinget støtte til at sætte folkesundheden først. Vi ser frem til igen at kunne spille kvindefodbold til foråret, og vil gøre alt på at forsvare vores førsteplads i rækken”, siger direktør Per Rud.
Hvad der skal ske med HB Køges kamp mod Fortuna Hjørring i næste runde af Sydbank Kvindepokalen er endnu ikke afklaret.
Har man købt billetter til søndagens kamp, vil det være muligt enten at bruge billetterne til når kampen bliver spillet i foråret eller få pengene retur. Ønsker man at få pengene retur kan man skrive til awg@hbkoge.dk.