shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Gjensidige sponsorerer GULDKAMPEN

Kvindeligaens hoved- og navnesponsor, Gjensidige Forsikring, bliver officiel kampsponsor, når HB Køge og Brøndby IF lørdag mødes i GULDKAMPEN – opgøret, der afgør, hvor det danske mesterskab i kvindefodbold ender.

Gjensidige har valgt at styrke deres engagement i kampen til trods for selskabets i forvejen store støtte til dansk Kvindefodbold. Når HB Køge på lørdag åbner portene til sæsonens sidste kamp imod Brøndby, tilskuerrekordforsøg og trofæoverrækkelse bliver det således med Gjensidige Kvindeligas hovedsponsor, Gjensidige, som kampsponsor.

Gjensidige har valgt at gå ind i den specifikke kamp for at være med til at skabe en endnu større fest, end der allerede er lagt op til.

“Som hovedsponsor for Gjensidige Kvindeliga er vi stolte over at være kampsponsor for en sæsonfinale, som den der venter på Capelli Sport Stadion på lørdag. Igen har det været en sæson der vidner om den store udvikling, som dansk kvindefodbold gennemgår i disse år, og det er en forrygende rejse at være med på som sponsor. Næsten hver uge meldes der om nye publikumsrekorder rundt om i de europæiske kvindeligaer, og vi tror på at vi også på lørdag kan være med til at sætte en ny rekord for en kamp i Gjensidige Kvindeliga,” siger Susan Blindbæk Vestergård, Sponsorship Manager i Gjensidige.

Som en del af deres engagement i kampen udlodder Gjensidige billetter inkl. forplejning til kampen på Facebook-siden for deres Drømmelegat-koncept Gjensidige Drømmelegat.
Derudover vil man kunne møde Gjensidige i GoToEvents Fanzonen på stadion før kampen, ligesom Gjensidige vil være visuelt repræsenteret rundt på hele Capelli Sport Stadion.

Udover at fejre dagen sammen med vores medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere på stadion, så vil vi være synlige på flere måder i forbindelse med guldkampen – både på selve kampdagen og i ugen op til,” fortæller Susan Blindbæk Vestergård.

Er man kunde hos Gjensidige kan man som altid tage fire venner eller familiemedlemmer under armen og komme gratis ind til kampen. Hvis man endnu ikke har aktiveret sin sæsonbillet gennem Gjensidige, kan man gøre det her.

Til kampen forsøger HB Køge at sætte ny tilskuerrekord til en kamp i Gjensidige Kvindeliga. Rekorden lyder indtil videre på 2.016, der blev sat i forbindelse med sidste sæsons guldkamp på Capelli Sport Stadion. Dét er derfor tallet, HB Køge nu sigter efter at skulle overgå til lørdagens kamp. Billetter til kampen kan købes her.