Glad Weberg: “Vi ser mere solide ud”
HB Køge er ubesejrede i holdets seneste fire kampe, og efter at have balanceret lidt for tæt på de nederste placeringer i NordicBet Ligaen har man spillet sig væk fra bunden med blandt andet fire sejre i de seneste seks kampe.
Særligt efter 1-6-nederlaget i Fredericia i midten af april har spillet ændret sig, og ti af tolv mulige point er sat ind på kontoen siden.
I forsvaret har svenske Charlie Weberg været med i alle kampene, og har derfor på første parket været med i den spille- og pointmæssige optur.
“Vi ser mere solide ud. Først og fremmest har vi ændret en smule på måden som vi presser modstanderen, og måden som vi forsvarer på når modstanderen har bolden på vores banehalvdel. Vi har mange nye spillere i bagkæden, som kom til klubben i januar, og jo flere kampe man spiller sammen, som bedre lærer man hinanden at kende, og det er en af årsagerne til, at det ser bedre og bedre ud,” fortæller Weberg.
Også offensivt har HB Køge i de seneste kampe vist tænder med et 14 scoringer i de seneste seks kampe.
“Jeg har hele tiden vidst, at vi har virkelig høj kvalitet i vores offensive spil, og vi har også dygtige spillere, der kan komme ind fra bænken og gøre det rigtig godt. Vi har mange dygtige spillere, og jeg føler, at vi – ligesom i bagkæden – er begyndt at finde hinanden rigtig godt, og vi er begyndt at sætte hinanden godt op, så alle kan gøre det, de er bedst til,” understreger Charlie Weberg.
Resultaterne i HB Køges seneste fire kampe har betydet, at holdet stort set har spillet sig helt fri af nedrykningskampen, mens resultaterne ligeledes har sendt en fornyet positivitet ind i truppen.
“Der er en god positivitet. Det er ikke noget med, at nu har vi klaret den fordi vi har vundet tre af de sidste fire kampe, men det er positivitet på den måde, hvor vi gerne vil ud og fortsætte, hente flere sejre, og vi tror på, at vi kan gøre det. Der er tre kampe tilbage, og vi skal blive ved med at gå ud og gøre vores bedste, og så skal vi gå efter at vinde de tre resterende kampe,” lyder det afslutningsvis fra svenske Weberg, der fredag aften skal en tur til Hillerød sammen med holdkammeraterne.
NordicBet Liga kvalifikationsspil, 8. runde
Hillerød Fodbold – HB Køge
Fredag den 19. maj kl. 18.00
Secma Ground, Hillerød