Glædelig jul: Vibeke Andersen bliver HB Køge-spiller

Ho ho ho!

Der er ingen skorsten på Capelli Sport Stadion, men alligevel har julemanden fundet vej til HB Køge i år – og han har en forrygende gave med. Selvom julemiddagen først er ved at blive tilberedt landet over, tager vi forskud på glæderne og røber indholdet: Vibeke Hedegaard Andersen bliver HB Køge-spiller fra årsskiftet!

“Vibeke har stået på vores ønskeseddel i noget tid, så vi er virkelig glade for, at ønsket nu bliver opfyldt. Hun har et fantastisk potentiale, hun kan udfylde flere roller i vores offensiv og hendes spidskompetencer komplimenterer vores øvrige offensivspillere rigtig godt, så det er på alle måder en fantastisk julegave, vi har fået,” siger HB Køge-cheftræner Kim Daugaard, der i privaten har ønsket sig nye strømper fra Capelli Sport.

Vibeke kommer til klubben fra julemandens satellitværksted i Thisted hos FC Thy-Thisted Q, der tidligere har leveret HB Køge tvillingerne Marcussen. Og det er da også nogle af de samme kvaliteter, som tvillingerne besidder, HB Køge forventer at få tilført fra Vibeke Andersen.

“Ligesom tvillingerne er Vibeke en væver spiller med en fantastisk fart og god arbejdsmoral. Derudover er hun god til at stå det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Vi har døjet med et få prikket bolden over stregen i efteråret og det problem skal hun være med til at løse for os,” siger Kim Daugaard inden han vender tilbage til køkkenet for at brune kartofler.

Vibeke glæder sig til skiftet som et lille barn glæder sig til juleaften.

“Jeg føler mig klar til nye udfordringer på banen og jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af det professionelle setup i HB Køge. Jeg tror, det er det rigtige skridt for mig om min udvikling. Så nu glæder jeg mig bare til at blive en del af truppen, lære de andre at kende og bidrage positivt både på og udenfor banen,” siger Vibeke Andersen, der tilslutter sig holdet, når der er træningsopstart i midten af januar. Der er ikke længe til.

Vibeke får trøjenummer 21 i HB Køge. Hun bliver klubbens fjerde vintertilgang, efter det også er blevet officielt at Sarah Thygesen, Emelia Oskarsdottir og Signe Markvardsen bliver en del af truppen efter julepausen.

Glædelig jul!