Gør en forskel: Tag godt imod HB Køge-spillere på Giving Tuesday
På billedet her ses flere af drivkræfterne bag Giving Tuesday i Køge. Fra venstre er det direktør for Spar Nord Køge Bugt, Jesper Køster, William Madsen, Sanna Rasmussen, Familiestøtten Køge, Janus Seehusen og Lennert Bo Hansen, der er formand for BROEN Køge.
Forbrugsfesten Black Friday er overstået, og nu følger Giving Tuesday med HB Køge og klubbens ”venner” i en central rolle.
”Giving Tuesday er dagen, hvor vi samles om noget mere betydningsfuldt end stolpe-ud, træning og resultater. Her bruger vi i klubben nogle timer på at hjælpe andre. Det er vigtigt, at HB Køge også engagerer sig i projekter, hvor vi gør en forskel for andre mennesker i byen,” siger direktør Per Rud.
Giving Tuesday er et lokalt charityprojekt. Bag initiativet står velgørenhedsorganisationen BROEN Køge, som de seneste måneder har været på brystet af klubbens bedste mandlige fodboldspillere i NordicBet Ligaen.
”Giving Tuesday samler ind til udsatte børn og familier i Køge. De fleste af os skænker det sjældent en tanke, når vi melder vores børn ind i en forening eller køber nyt udstyr til dem, så de kan dyrke idræt. Vi har midlerne til at prioritere det. Men sådan er det ikke i alle familier. Her er økonomien meget mere stram. Det er dem, vi hjælper på tirsdag,” fortæller Lennert Bo Hansen, der er formand for BROEN Køge.
BROEN Køge har nu eksisteret i ti år, og det hele startede med et par fodbolddrenge, der ikke havde råd til at deltage i en træningsturnering sammen med deres holdkammerater. Siden har flere hundrede børn nydt godt af BROEN Køges støtte.
”Det er jo ingen hemmelighed, at hele verden befinder sig i en såkaldt lavkonjunktur. Det går hårdest ud over dem, der har allermindst. Sådan er det altid. De familier, der er mest udfordrede, holder for. Det er dem, vi hjælper på Giving Tuesday,” siger Lennert Bo Hansen.
HB Køge-spilleren William Madsen er i forvejen ambassadør for BROEN Køge, og han er spydspids på det hold af indsamlere, der tirsdag sætter hinanden stævne i Spar Nord Lounge for at række ud til virksomheder, familie og personligt netværk. William Madsen har alliereret sig med holdkammeraterne Janus Seehusen og Casper Jørgensen, mens Emma Færge, Cornelia Kramer, Maria Uhre og Selma Svendsen repræsenterer HB Køges hold fra Gjensidige Kvindeligaen på Giving Tuesday.
”Det er dejligt, at spillerne involverer sig. Det er et godt signal. Jeg ved, at flere af medarbejderne og trænerne også har tilkendegivet, at de vil bidrage til indsamlingen og samtidig appellere til familie og venner om at støtte,” fortæller HB Køges direktør Per Rud.
Sidste år samlede BROEN Køge 350.000 kroner ind.
Hvis man har lyst til at bidrage til indsamlingen, kan man gøre det på mobilepay 62033.
”Alle bidrag hjælper og tæller. Vi håber, at mange virksomheder og borgere i Køge bakker op,” siger Lennert Bo Hansen og Per Rud.