shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Eddi Gomes er rejsende i oplevelser

HB Køges anfører Eddi Gomes er en berejst herre. Han er født i Guinea-Bissau, en gammel portugisisk koloni ud mod kysten i Vestafrika. Som tiårig flyttede han til Danmark sammen med sin far, men inden da nåede han også at bo fem år i Lissabon i en såkaldt favela – det brasilianske svar på meget belastede slum- og ghettoområder.

”Jeg har spillet fodbold siden jeg var lille. I Lissabon spillede vi på gaderne og sådan efter skole. Vi spillede fodbold hele tiden. Da jeg kom til Danmark startede jeg med at spille i Vestia i København, og da jeg blev 16 flyttede vi til Herlev, hvor jeg spillede som ungdomsspiller”, fortæller Eddi Gomes om starten på den karriere, der har givet ham mange oplevelser og minder for livet.

Det var i Herlev at de første store succesoplevelser kom, og herfra at karrieren for alvor tog fart.

Fra Herlev til HB Køge

”Da jeg blev senior startede jeg på 2. senior i Herlev inden jeg blev rykket op på førstesenior, og var med til at rykke op i 2. Division”, fortæller Eddi Gomes om det tidspunkt i karrieren, hvor HB Køge havde fået øjnene op for den bomstærke og kompromisløse forsvarsklippe, der i januar 2013 skrev en toårig kontrakt med Gomes.

”Jeg havde ikke været ret lang tid i klubben da jeg blev skadet i en kamp i opstarten. Jeg kom ind i en tackling, og beskadigede mit korsbånd, så jeg ikke kunne spille fodbold i et halvt år”.

Eddi Gomes kom tilbage, og leverede på et højt niveau, og der gik ikke lang tid før Superligaklubberne begyndte at vise interesse. I sommeren 2014 var det Esbjerg fB, der kunne glæde sig over Eddi Gomes’ underskrift.

Millionskifte til Kina

”Det var rigtig, rigtig fedt. Jeg kom op i Superligaen og fik nogle gode oplevelser. Det var en rigtig fed oplevelse at spille i Superligaen, fortæller Eddi Gomes om det halve år han nåede at være Superligaspiller. Længere tid gik der nemlig ikke før kinesiske Henan Jianye smed i omegnen af 10 millioner kroner for Gomes, som blev gjort til anfører i for holdet i en økonomisk rigtig stærk kinesisk liga, og som i netop de år tiltrak mange rigtig store profiler fra europæisk og sydamerikansk fodbold.

”Det var en fed oplevelse, men en helt anden kultur. Det er svært at forklare, og noget man skal opleve med sine egne øjne. De er meget venlige, meget hjælpsomme og prøvede hele tiden at hjælpe mig til at føle mig hjemme.”

”Fodbold er en stor ting i Kina, og vi havde fyldt stadion hver gang og spillede for 20-30.000 tilskuere, hvis det var nogle af de store kampe”, fortæller Eddi Gomes, der i løbet 2016 nåede endnu en stor oplevelse.

OL i Rio

Præstationerne i Kina gik ikke ubemærket hen i Danmark, og i 2016 blev Eddi Gomes udtaget til det danske OL-landshold, der skulle forsvare de danske farver i Rio de Janeiro mod hold som Sydafrika, Nigeria og Brasilien.

”Det var fandme en fed oplevelse at komme med til OL, som en af de ældste på holdet”, fortæller Eddi Gomes om OL-turen, hvor han var udtaget med spillere som Yussuf Poulsen, Lasse Vibe og Robert Skov.

Fed oplevelse på Island

Efter en periode i Kina uden megen spilletid på grund af regler om antallet af udlændinge rykkede Eddi Gomes til FH på Island. Det var en god tid, og en ny oplevelse for den efterhånden berejste forsvarer.

”Jeg var på Island i et helt år, hvor jeg fik lov til at spille. Det var en fed oplevelse, og vi spillede blandt andet kvalifikationskampe til Europa League”.

Siden blev Gomes skadet, stoppede på Island og vendte hjem til Danmark for at genoptræne. I foråret 2020 indgik han en kort aftale med HB Køge, om at fortsætte og intensivere genoptræningen under Auri Skarbalius’ vinger.

Tilbage i HB Køge – nu som anfører

I løbet af sommeren blev den korte aftale vekslet til et etårig kontrakt, og Eddi Gomes blev udpeget som ny anfører i HB Køge. Desværre udsatte en skade i baglåret Eddi Gomes’ comeback, men i oktober måned var han for første gang i mere end to år tilbage i en turneringskamp.

”Det er som at spille fodbold for første gang. Det er hårdt, men det er dejligt, så nu bygger jeg bare på.

Som anfører har Eddi Gomes også et større ansvar på sine skuldre, men det er et ansvar han gerne påtager sig. Særligt i forhold til at give sin erfaring videre til de mange unge spillere i HB Køge-truppen.

”Jeg bidrager med noget erfaring, prøver at skabe ro på, og er ikke bange for at lave fejl. Hvis jeg laver en fejl, så er jeg hurtig til at komme videre, mens man som ung spiller godt kan komme til at fokusere på fejlen. Jeg kan også bidrage med gå-på mod, og gå forrest”, siger Gomes og fortsætter:

”Jeg er stadig en af holdkammeraterne. Det skal være mig der går forrest, og jeg har mere ansvar, og jeg skal være en som de unge kan komme til og snakke med, hvis de har en dårlig dag”.

”Det er noget med at snakke med de unge, fortælle dem at det nok skal komme, og at de skal holde hovedet højt. Man har gode og dårlige perioder, men det handler om at have et højt bundniveau”.