Gratis HB Køge-hue og handsker på søndag
Når HB Køge på søndag sparker deres forårssæson i gang imod Jammerbugt, forventes det at blive i omkring 4 graders varme (eller kulde, om man vil). Netop derfor har NordicBet Ligaens klubber og ligaen i samarbejde besluttet at uddele gratis huer og handsker til 500 tilskuere til klubbernes første hjemmekampe som en del af den fælles kampagne “Opening Day.”
For HB Køge bliver det altså på søndag til kampen i mod Jammerbugt FC. Der vil blive uddelt et sæt huer og et sæt handsker til hver af de første 500 tilskuere, der træder ind på Capelli Sport Stadion efter portene åbner søndag klokken 12.30.
// Køb billet til kampen her //
Sættet gives som en tak til de trofaste tilhængere, der trods mørket og kulden vælger at støtte op om klubben ved at møde op til årets første kampe.
Huerne er produceret i HB Køges klubfarver – sort og blå – som William Madsen og Casper Jørgensen så fint viser det frem.
Udover at få fingre i et af de varme sæt håber HB Køge at masser af folk vil møde op og støtte holdet i den intense jagt på at nå med i top seks. Med fire kampe tilbage i grundspillet, heraf de to hjemme på Capelli Sport Stadion, skal der hentes point på Nykøbing FC for at det lykkes, og klubben kan bruge al den hjælp, den kan få, til kampene – især de to hjemmekampe.
“Det har kæmpestor betydning for, hvad det er for et forår, der venter os, om vi kommer med i top seks eller ej. Så vi vil virkelig gerne appellere til, at folk tager deres varme tøj på og får sig et sæt huer og handsker på vej ind på stadion, så de kan hjælpe med at klappe drengene frem over græsset og sikre os tre vigtige point,” siger HB Køge-direktør Per Rud.
Huerne vil blive uddelt efter først til mølle-princippet.