shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Gregg Ryder bliver en del af trænerstaben

Gregg Ryder blev i sommeren 2020 ansat som ny U19-træner i HB Køge, og har i forårssæsonen ligeledes været inde omkring trænerstaben på HB Køges 1. Divisionshold. Når træningen starter fredag formiddag bliver englænderen en fast del af NordicBet Liga-holdets trænerstab under ledelse af Cheftræner Daniel Agger og First Team Coach Lars Jacobsen.

Her skal Gregg Ryder være assistenttræner og fungere som transitionstræner, og får dermed en stor rolle i arbejdet med at integrere de mange unge spillere i truppen, og i det hele taget sikre transitionen fra ungdom til senior.

Gregg Ryder – hvem er han?

Men hvem er Gregg Ryder egentlig, og hvordan går det til at en ung træner med rødder i Newcastle ender i Danmark?

“Jeg kommer oprindeligt fra Newcastle, og er kommet til HB Køge fordi jeg kendte Per Rud fra islandsk fodbold, hvor jeg var cheftræner i Trottur, mens Per var sportsdirektør. Jeg var på Island i ti år. Jeg har en islandsk kone, en toårig datter, og en hund som alle er rejst med til Danmark, og vi er meget glade her”.

Men vejen fra Island til Danmark er kun en lille del af Gregg Ryders liv i fodboldens verden. Som ung fodboldspiller i Newcastle United måtte Ryder erkende at talentet ikke rakte til et gennembrud som spiller. I stedet rejste han til USA for at studere.

“Jeg tog til USA for læse på universitetet og fik et fodboldscholarship. Jeg var i USA i fem år, og da jeg kom tilbage til England arbejdede jeg et par måneder i Newcastle United, som havde et samarbejde med IBV på Island, og det var sådan, jeg kom dertil. Jeg startede som ungdomstræner og blev siden assistenttræner i IBV inden jeg kom til Trottur, hvor jeg blev cheftræner som 25-årig”.

Hos IBV var Gregg Ryder assistent for den senere islandske landstræner Heimir Hallgrimsson, og oplevede blandt andet at stå på sidelinjen i to Europa League-kvalifikationskampe mod den serbiske storklub Røde Stjerne, inden han altså siden blev udnævnt som cheftræner i Trottur, som han førte til oprykning til den bedste islandske fodboldrække.

I Trottur mødtes Gregg Ryder og Per Rud, der blev sportsdirektør i klubben. Og da Per Rud i starten af 2016 forlod Island for at rejse hjem til HB Køge, så holdt de to kontakten ved lige. Og det var ad den vej, at Gregg Ryder godt og vel fire år senere endte som U19-træner i HB Køge.

“Jeg ringede til Per – det var hele tiden en del af planen. En del spillere i Island rejser til Danmark, Sverige og Norge efter tiden på Island. Det er som et skridt op. Og det er lidt det samme for trænere. Man prøver at komme til Danmark, fordi kvaliteten er højere end i Island. Jeg havde talt med Per om at jeg godt kunne tænke mig at prøve. Jeg var på besøg første gang i 2016 da Henrik Lehm var cheftræner, hvor jeg så nogle kampe og også mødte Kim Daugaard. Jeg var med i omklædningsrummet med Henrik og Kim i forbindelse med nogen af kampene, og vi har fastholdt kontakten lige siden”, fortæller Gregg Ryder.

England – Island – Danmark

Med trænererfaring fra England, Island og Danmark har Gregg Ryder oplevet forskellige fodboldkulturer. Og der er store forskelle, fortæller han.

“Det er meget mere professionelt i Danmark sammenlignet med Island i forhold til tilgangen til trænergerningen, og i forhold til den teknologi man har til rådighed som træner. Til kampene i 1. Division kan jeg fx sidde med en iPad og lave analyser under kampene. På Island har man ikke de ting tilgængelige for en”.

Og selvom Gregg Ryder ikke har den store erfaring som træner i England, så har han alligevel noteret sig nogle store forskelle, der gør at niveauet i England er i en liga for sig.

“Jeg har ikke arbejdet på højt nok niveau i England til at kunne vurdere forskellene, men altså – fodbold i England er jo skørt. Der er så mange penge derovre. Der er trænere til alle dele af holdet og alle dele af spillet. Forsvarstræner, teknisk træner, dødboldstræner osv. Alle har deres eget individuelle job. Det er et helt andet niveau”.

I Danmark for at lære

Men hvad får en ung og ambitiøs englænder til at rejse til Danmark og blive ungdomstræner når man tidligere har prøvet at være cheftræner, og som assistenttræner har været med på sidelinien til kvalifikationskampe i Europa League?

“Jeg har været cheftræner i 7-8 år – og min plan var at komme til Danmark og HB Køge og lære så meget, som jeg kan. Når man er cheftræner, så kan man egentlig kun lære af sine egne fejl. Det er tab eller vind, og handler stort set kun om resultaterne. Jeg ville gerne komme her og lære nye ting, udvikle mig selv, og så se hvad der følger. Jeg kunne da godt tænke mig at komme tilbage til England en dag. Men det er jo nok højeste level, så det bliver svært at nå dertil, men en eller anden dag”, drømmer Gregg Ryder.

Men i første omgang planlægger Gregg Ryder ikke at rejse nogen steder. De er nemlig faldet rigtig godt til i Danmark.

“Vi kigger på at købe hus i her i området, og havde nok gjort det før, hvis det ikke havde været for corona. Min kone har fået et job som personlig træner i et træningscenter, men det lukkede jo med corona. Men vi ser på at købe hus, så planen er at blive her et godt stykke tid”, fortæller Ryder.

Per Rud: “Gregg er meget vidende om fodbold”.

Det er formentlig ingen hemmelighed at HB Køge-direktør Per Ruds telefonbog indeholder et hav af kontakter fra et langt liv i fodboldens verden. Og det var som nævnt også netop en af disse kontakter, der gjorde, at Gregg Ryder endte i HB Køge.

“Da jeg arbejdede med Gregg i Trottur, så jeg en meget hårdtarbejdende og selvstændig ung mand. Vi holdt kontakten da jeg forlod Island, og da lejligheden bød sig, inviterede jeg ham til Danmark. Han så på forholdene, og vi var enige om at det kunne være et spændende næste step for ham. Han er både hårdtarbejdende og meget vidende om fodbold, så han passer perfekt ind i vores gruppe”.

Mens man af og til ser udenlandske navne som chef- og assistenttrænere i danske klubber, så er det ikke ofte, at man på ungdomsniveau ser det samme. Men for Per Rud betyder nationaliteten intet.

“Nationalitet er underordnet. Det handler om evnen til at kunne kommunikere og formidle viden og leve vores værdier. Gregg har med tiden fået en større og større rolle omkring førsteholdet. Arbejdet med U19 har hele tiden været af kæmpe prioritet, men coronaudfordringerne har givet Gregg muligheden for at komme endnu tættere på førsteholdet i en periode, og nu bliver han så en del af trænerstaben omkring førsteholdet på fuld tid. Gregg er stærk analytisk, og på standarder, og så er han dygtig til arbejdet med de unge spillere, og at sikre deres vej fra ungdoms- til seniorfodbold. Gregg er en fremtidens mand. Ingen tvivl om det. Vi er meget glade for ham”, slutter Per Rud.