Gudmann tager ansvar: Møde med tidligere holdkammerater forude
23-årige Marcus Gudmann er kommet godt fra start i HB Køge efter sommerskiftet fra AB, og selvom forsvarsspilleren med sine 23 år stadig er ung, så er han på HB Køge-mandskabet en af de mest erfarne og det har derfor været naturligt for ham hurtigt at indtage en ansvarsfuld rolle på holdet.
“Det er vildt at man kan være det, når man kun er 23, men det er jeg jo. Og så er det klart, at i og med at jeg har spillet en del og hurtigt er blevet en del af holdet, så har det været en naturlig proces at gå ind og tage ansvar,” fortæller forsvarsspilleren, der efter 11 kampe står noteret for tre scoringer.
Det kunne have været blevet til flere kampe, men en skade har undervejs holdt Gudmann ude i samlet set fire kampe.
“Jeg troede at skaden var meget, meget værre, så jeg følte egentlig, at jeg kom hurtigt tilbage og jeg var jo også kun ude i lille måneds tid. Jeg føler derfor ikke at skadesperioden har ændret det store for mig, udover at man selvfølgelig altid lige skal igang igen efter en skade.