shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Häuser efter de første 100 kampe som senior: “Noget jeg er stolt over”

HB Køges stærke midtbanespiller Magnus Häuser har sammen med resten af holdkammeraterne haft pause fra kampene i 1. Division grundet landskampspausen. Og den korte pause har Häuser nydt.

“Det har været dejligt med nogle dage fri – det har været tiltrængt, men vi har selvfølgelig også holdt os i gang”.

På lørdag eftermiddag spiller HB Køge på udebane mod Superliganedrykkerne fra Hobro. HB Køge har været svingene i denne sæson. Der blev lagt ud med en sejr. Derefter fulgte et nederlag. Så en sejr. Og så videre og så videre. På lørdag skulle der meget gerne tre point med hjem fra det nordjyske.

“Det er målet. Det har været alt for svingene, men vi arbejder på at levere på et mere stabilt niveau, så vi kan vinde et par kampe i træk, og få lidt kontinuitet”, understreger Magnus Häuser, og sætter lidt ord på lørdagens modstander.”

“Der er ikke nogen tvivl om, at de har haft det lidt svært i starten. Men 1. Division er svær – den er meget lige. Der er ikke nogen tvivl om at Hobro er et godt hold. De er fysisk stærke, og så er de farlige på standardsituationer. Det er der, vi skal være ekstra opmærksomme på dem”.

I HB Køges seneste kamp i 1. Division rundede Magnus Häuser et skarpt hjørne som HB Køge-spiller. Her spillede Häuser sin kamp nummer 100 siden ankomsten fra Brøndby IF i sommeren 2017.

“Det er noget jeg er stolt over – at have nået 100 kampe. Jeg har været her et stykke tid, men det er sgu fedt. Da jeg kom til klubben gik jeg fra at være ungdomsspiller til at blive senior. Der har været mange ting at lære, og jeg føler, at jeg er blevet en mere stabil seniorspiller, og det er det vigtigste”.

Magnus Häuser debuterede for HB Køge den 6. august 2017 i en 2-1-sejr på udebane mod Fremad Amager.

 

1. Division

Hobro IK – HB Køge

Lørdag den 17. oktober kl. 15.00

DS Arena