shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Häuser: “Vi er ved at være der!”

HB Køge er hjemme igen efter ti dage i Tyrkiet, hvor holdet har været på træningslejr. Og de ti dage under varmere himmelstrøg har været givet godt ud. I hvert fald hvis man spørger midtbanespilleren Magnus Häuser, der blandt andet har fået formen endnu tættere på de 100 %, og samtidig fået nogle af cheftræner Auri Skarbalius’ taktiske ideer endnu mere ind under huden.

“Det har først og fremmest lige givet mig det sidste på det fysiske plan i forhold til at blive klar til den første turneringskamp i næste uge, men så har vi også trænet en masse taktisk træning og spillet en masse kampe, så vi står endnu tættere sammen som hold nu efter træningslejren”.

“Fysisk var træningen nok ikke lige så hård på træningslejren, som lige inden vi tog af sted – der var lige et par hårde uger inden træningslejren. Vi har trænet rigtig meget taktisk træning, og det har givet en god taktisk forståelse, og det føler jeg også hele vejen igennem på holdet, at vi er blevet bedre taktisk og ved hvad Auri vil med holdet. Og så fik vi spillet nogle kampe, og det er givet godt ud”.

HB Køges nye cheftræner Auri Skarbalius er vendt tilbage til HB Køge i løbet af vinterpausen, og han er kommet til med nogle nye taktiske ideer, som spillerne har taget godt imod.

“Auri er kommet med nogle nye ting rent taktisk, som vi har trænet meget på her i opstarten, og så noget i vores organisation rent defensivt, hvordan vi står kompakt og godt i holdet, og det føler jeg egentlig, at vi har fået implementeret godt, men der er selvfølgelig stadig ting, vi skal arbejde på, men der er stadig ti dage til turneringsstart, og jeg er sikker på at vi nok skal stå 110 % til første turneringskamp”.

I denne uge venter HB Køges to sidste testkampe inden næste uges forårspremiere på udebane mod Vejle. Tirsdag aften kl. 18.30 spiller HB Køge på hjemmebane mod B.93 på Capelli Sport Stadion, og lørdag kl. 12.00 spiller HB Køge på udebane mod FC Helsingør. Det er to kampe, som Häuser og holdkammeraterne ser frem mod.

“Jeg føler, at vi er ved at være der. Jeg kan også mærke, at det går den rigtige vej. Der er kort tid til første turneringskamp, så det er bare med at spille to gode kampe, så vi får en fornemmelse af, at vi er, hvor vi skal være. Men jeg føler egentlig, at vi er rigtig godt på vej, og vi skal nok være klare til første turneringskamp i næste uge.”.

Foto: Martin Håkan // Coverganda