HB Køge ansætter ny fysisk træner
HB Køge har ansat en ny fysisk træner til kvindeafdelingen. Nikolaj Søgaard Koefoed starter d. 1. januar op i rollen og får ansvaret for den fysiske træning på både seniorniveau hos Gjensidige Kvindeliga-mandskabet og i pigeungdomsafdelingen for de forskellige pige U-hold.
Nikolaj kommer til HB Køge med solid erfaring fra adskillige andre professionelle danske sportsklubber. Tidligere har han været fysisk træner i både basketball- og badmintonklubber i Aalborg, hvor han også fik kom ind i fodboldverdenen hos AaBs drengeungdomshold. Senere kom han til seniorholdene hos blandt andre Fortuna Hjørring og Hobro, inden han senest gjorde sig i Lyngby BK, hvorfra han altså nu kommer her til klubben.
Nikolaj vil i starten af sin tid i klubben arbejde tæt sammen med herreholdets fysiske træner Jonas Lindberg for at lære klubben at kende hurtigst muligt. Han vil derudover hjælpe til på herresiden i januar måned, da herrerne fra NordicBet Liga-holdet starter forårssæsonen op tidligere end kvinderne fra Gjensidige Kvindeliga-holdet.
Ansættelsen af Nikolaj Søgaard Koefoed giver samtidig mulighed for, at Daniel Martinus, der indtil nu har været fysisk træner for kvindesiden i HB Køge, kan overgå til en mere strategisk rolle hos Capelli Sport, hvor han vil arbejde med klubberne på tværs af Capelli-netværket.
Stort tillykke til dem begge med de nye jobs og velkommen til klubben til Nikolaj.