HB Køge ansætter tidligere OL-vinder som mentaltræner
HB Køge opruster uden for kridtstregerne. Det sker med ansættelsen af mentaltræneren René Nielsen til ungdomsafdelingen, der om nogen ved, hvordan man arbejder sig frem til at opnå det optimale, mentale mindset og desuden forstår hvad mindsettet betyder for at kunne udvikle sig selv og sine præstationer. René Nielsens viden er fremkommet både fra sin tid som håndboldspiller på topniveau, men i endnu højere grad også fra tiden efter håndboldkarrieren, der tilbage i 1991 fik en brat afslutning. Her mistede René Nielsen begge ben i en togulykke.
“René er en inspirerende personlighed, og man lytter, når han taler. Han forstår at inspirere og motivere folk omkring sig og hjælper dem til at yde deres optimale – både individuelt og som hold. Vi er overbeviste om at Renés tiltræden vil kunne hjælpe os til at tage endnu et skridt i den rigtige retning, og vi glæder os til at tage rigtig fat på arbejdet”, fortæller HB Køges adm. direktør Per Rud.
Inden ulykken blev Nielsen betegnet som en livsglad, ung bankrådgiver og håndboldspiller på topniveau. Men en dag vågnede han op på et hospital efter en uforklarlig ulykke. Det lykkedes René at udfordre sit nye liv uden ben. Frem til ulykken skrev René Nielsen bankrådgiver og elitesportsmand på visitkortet. Det samme gjorde han også efterfølgende, og han har siden tilført sit CV mange nye dimensioner. Han kan blandt bryste sig af at være Verdensmester, OL-guldvinder, Master i Idræt og Velfærd, foredragsholder og forfatter.
HB Køges nye mentaltræner er derfor i høj grad rustet til at indgå i et stærkt trænerteam, hvor han skal være med til at udvikle og udfolde de unge talenters potentiale. Hans primære arbejde vil nemlig foregå i ungdomsafdelingen.
René Nielsen har desuden udgivet bogen “Halv mand – helt menneske”, der er solgt i mere end 50.000 eksemplarer.