HB Køge bidrog til julehjælp til lokale familier
Dansk Røde Kors’ afdeling i Køge samlede igen i 2020 ind til julehjælp til udsatte og sårbare familier i Køge Kommune og kunne ved juletid sikre julehjælp til 125 familier med i alt 175 børn. Alt sammen takket være sponsorer og private donationer.
HB Køge var også blandt bidragyderne med sportstøj fra Capelli Sport, blandt andet fodboldtrøjer, hoodies, støvler og bukser.
“Det er umuligt at takke alle, som har gjort det muligt, men på vegne af familierne skal der lyde en kæmpe tak”, lyder det fra Helle Røtting, der er frivillig tovholder på julehjælpen og formand for Røde Kors Køge.
Hun oplevede også, at gaverne fra HB Køge faldt i god jord hos modtagerne.
“Mange drengebørn ønsker sig sportstøj, og derfor dækkede tøjet et vigtigt behov. Og så var det tøj fra den lokale klub. Gaverne blev delt ud til udsatte og sårbare familier i lokalafdelingerne i Borup og Ølby”.