shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge deltager i Belt Cup 2023

Sommerplanerne og kampprogrammet for opstarten for HB Køges NordicBet Liga-mandskab er så småt ved at falde på plads. HB Køge deltager blandt andet i Belt Cup 2023 og håber igen at kunne ende med at løfte trofæet ved turneringens afslutning som det skete i 2019. Der er nu blevet trukket lod til dette års gruppespil i turneringen og dermed er svanernes første testmodstandere fundet.

Til Belt Cup 2023 er HB Køge kommet i pulje med FC Phönix Lübeck, Næstved Boldklub og SV Todesfelde. Lodtrækningen er faldet ud således, at HB Køge møder FC Phönix Lübeck og Næstved Boldklub men ikke SV Todesfelde.

De indledende gruppekampe spilles hhv. d. 6. og d. 8. juli inden der er placeringskampe/finaler d. 9. juli.

I den anden gruppe i årets turnering mødes Hvidovre IF; SV Eichede, VFB Lübeck og Nykøbing FC.

Turneringen afvikles skiftevis i Danmark (ulige år) og i Tyskland (lige år). I år er det således Nykøbing og Lollands Bank Park, der lægger græs til.

Belt Cup blev skabt i 2018 i et internationalt samarbejde mellem DBU Lolland-Falster og udviklingsorganisationen Femern Belt Development fra dansk side og fra tysk side fodboldforbundene i Slesvig-Holsten (SHFV) og Mecklenborg-Vorpommern (LFV), udviklingsorganisationen Hansebelt e.v. samt virksomhedsnetværket Baltic Facility med målet om at bringe befolkningerne i Nordtyskland, Lolland-Falster og Sydsjælland tættere sammen mens Femern Bælt-forbindelsen etableres.

Sidste år vendte turneringen tilbage efter at være blevet aflyst i 2020 og 2021 grundet Covid-19-pandemien.

HB Køge vandt turneringen senest den blev spillet på dansk græs. I 2019 tog svanerne således Belt Cup-trofæet med hjem fra Nykøbing Falster, der også dét år var vært for turneringen, efter at have besejret SV Eichede, Nykøbing FC og SV Todesfelde undervejs.

HB Køges kampprogram, Belt Cup 2023
6. juli // 14.30 // FC Phönix Lübeck – HB Køge
8. juli // 16.45 // HB Køge – Næstved IF
9. juli // ??.?? // Placeringskamp

Se turneringens fulde kampprogram her.

År // Værtsby // Vinder
2023 // Nykøbing // ??
2022 // Lübeck // Hvidovre IF
2021 // AFLYST
2020 // AFLYST
2019 // Nykøbing // HB Køge
2018 // Lübeck // VfB Lübeck