HB Køge er tilbage på træningsbanen
Der var smil og glade dage da HB Køges NordicBet Ligamandskab mandag formiddag genoptog træningen efter tre ugers tidlig sommerferie. Agger og Jacobsen indledte træningen med et holdmøde inden spillerne blandt andet blev sendt en tur ud på løbebanen, hvor en distance på 1.600 meter skulle tilbagelægges hurtigst muligt.
Jonathan Lassesen var hurtigst af alle på distancen, mens Erkan Semovski, Casper Jørgensen, Oscar Buch og Pierre Larsen fulgte på de næste pladser med tider lige omkring de fem minutter.
“Det er en test, som vi selvfølgelig kan bruge fordi vi også har lavet den nogle gange tidligere. Og vi kan se, hvordan de har holdt sig ved lige i ferien, og det er positivt,” fortalte Daniel Agger efter træningen til HBKoge.dk.
Og HB Køges cheftræner forudser en intens opstart forud for sæsonpremieren mod Hobro den 24. juli.
“Det bliver en intens opstart. Fire uger er ikke særlig lang tid. Men omvendt er tre ugers ferie jo heller ikke så længe, så hvis bare man holder formen nogenlunde ved lige i ferien, så sker der ikke så meget. Vi har selvfølgelig en masse ting, vi skal igennem, og har en masse fokuspunkter. Det er det, der bliver intenst. Det er at arbejde videre på nogle af de ting, som vi satte i gang i sidste sæson.”
“Fokus er at vi skal være mere og mere på bolden, og fokus er jo klart i de opspilsvarianter, som vi gerne vil se. Og så også det mentale fokus – det er jo formentlig der, man kan rykke sig allermest,” understreger Agger.
I indledningen på opstarten har HB Køge en række unge spillere med, og for dem handler det om at få vist sig godt frem i den kommende tid.
“De skal vise, at de har nogle kvaliteter. Det siger sig selv. Men de skal også vise, at de er villige til at lære, og at de gerne vil det her. Indstillingen betyder meget, og hvis du har et givent tidspunkt til at overbevise, så skal det ske fra dag ét. Det er altid en god start, at man har den rette indstilling,” slutter Daniel Agger.
HB Køge spiller holdets første træningskamp på søndag den 26. juni, hvor holdet kl. 14.00 møder FC Nordsjælland på udebane.