shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge for the Future: Sådan ser HB Køges nye sportslige strategi ud

HB Køge vil skabe de bedste rammer for talentudvikling syd for København. Klubben vil være førende, når man ser på, hvor mange unge spillere, der får chancen på et professionelt førstehold. Og HB Køge vil være dygtigst til at sikre, at talenterne også får et gennembrud på top-niveau.

Kogt ned til tre sætninger er det hovedlinjerne i HB Køges nye strategiplan, der har fået titlen ”HB Køge for the Future.”

De seneste år har HB Køge investeret ressourcer og store beløb i klubbens ungdomsmiljø, hvilket blandt andet har ført til, at HB Køge to gange har vundet U17 Divisionen.

For små to uger siden blev den tidligere træner for U17-holdet Nicklas Pedersen præsenteret som ny cheftræner for HB Køges NordicBet Liga-mandskab som led i den forestående satsning på de største talenter. Og når Nicklas Pedersen samler truppen første gang torsdag til sæsonens første træningsdag, vil holdets gennemsnitsalder få et ordentligt tryk nedad.

 

De unge er klar
”Vi har arbejdet frem imod denne dag det seneste års tid. Vi synes, at mange af vores unge spillere har vist, at de er klar til at træde ind i rampelyset. Nu slipper vi dem fri med alt, hvad det indebærer af håb, drømme, mod – og en kalkuleret risiko for skuffelser undervejs. Vi kommer til at være tålmodige med dem, for vi tror på, at både de unge spillere og den nye strategi kan bære,” siger HB Køges direktør, Per Rud.

”Efter dialog med vores ejer og med baggrund i de seneste års massive investeringer i ungdomsarbejdet her i klubben, har vi valgt at gå denne vej. Vi er afklarede med, at det kan give nogle stød undervejs, når man får så mange unge spillere i truppen, men på den lange bane tror vi, at det er den rigtige vej for os at satse på vores egenudviklede spillere.”

 

Her er de vigtigste komponenter i den nye strategi ”HB Køge for the Future”:

  • HB Køge skal udvikle og uddanne lokale og regionale fodboldspillere til at kunne spille fast på klubbens førstehold og/eller sikre klubben økonomisk gevinst ved salg
  • HB Køge skal sælge eller gentegne kontrakterne med 60% af klubbens spillere på ungdomskontrakter
  • HB Køge skal i 2024 opnå 3,5 stjerner og i 2026 4 stjerner i DBUs licenssystem
  • HB Køge skal indføre tre spillere i transitionsfasen fra klubbens ungdomshold til klubbens førstehold årligt
  • HB Køge skal opnå en placering i top 8-10 i NordicBet Liga-sæsonen 2023/2024

 

Nye kulturbærere
Før den nye sæson indlemmes syv U-spillere i førsteholdstruppen, og fremadrettet forpligter klubben sig til, at minimum tre nye ungdomsspillere hvert år tager springet fra klubbens talentmiljø op til transitionsfasen omkring førsteholdet.

”Mange af klubbens egne talenter har de senere år fået debut på førsteholdet. Nu skal de samme spillere etablere sig som holdets bærende kræfter. Her tænker jeg først og fremmest på spillere som William Madsen, Janus Seehusen og Casper Jørgensen. De skal samtidig være kulturbærere og understøtte en udvikling, hvor nye årgange af HB Køge-spillere løbende bliver sluset ind i miljøet omkring førsteholdet,” siger Per Rud.

Som led i det øgede fokus på ungdomsspillerne justeres de sportslige målsætninger. Oprindelig var det ambitionen, at HB Køge den kommende sæson skulle spille med om oprykning til Superligaen. De næste par år med mange unge spillere på holdet handler det om at konsolidere ”det nye HB Køge” i NordicBet Ligaen.

”Vi synes selv, at det er et spændende projekt, der kan samle byen, og vi er sikre på, at vi efter nogle år er klar til at blande os i topstriden i NordicBet Ligaen. Men vi er også realistiske. Det er meget ansvar, der bliver lagt på skuldrene af de unge spillere, som den første tid vil være uskolede og fysisk udfordrede. Det vil også kunne ses på resultaterne undervejs. Selvfølgelig skal HB Køge op i Superligaen igen, men det vil være useriøst at love, at det sker inden for en bestemt dato med den nye retning og det ændrede set-up,” siger Per Rud.

 

Teknisk direktør præsenteres senere i dag
Gennem Capelli Sports netværk af fodboldklubber og akademier vil HB Køge samtidig rekruttere spillere fra især USA og Litauen de kommende sæsoner. Med ”Capelli Sport Lab” har Capelli Sport-klubberne unik adgang til data- og scoutingredskaber, og den fordel skal udnyttes til at sende de bedste spillere fra netværket til HB Køge.

Som led i HB Køges nye strategi ”HB Køge for the Future” og klubbens øgede fokus på at udvikle egne talenter opretter HB Køge også en stilling som teknisk direktør for herreafdelingen. Hvem det bliver, præsenterer klubben senere i dag.


Organisation: HB Køge Men
Direktør: Per Rud
Teknisk direktør: Præsenteres senere i dag

Cheftræner: Nicklas Pedersen
Assistent- & transitionstræner: Gregg Ryder
Assistenttræner, analytiker & ansvarlig for individuel spillerudvikling: Jean Abdo
Keepertræner: Dan Petersen
Fysisk træner: Jonas Lindberg

Holdleder: Lasse Frimand Larsen

Head of Academy: Steen Knudsen
Head of Coaching: Kenneth Høier

Head Scout: Sergio Cecilio
Head of Performance, Capelli Sport Lab: Marius Babravicius