shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge forlænger med 12 af klubbens talenter

Fra venstre mod højre: Basem Alkhoudari, Niklas Jakobsen, Jonas Idris, Yahiye Shirzai, Silas Hałd, Berkant Bayrak, Erkan Semovski, Jeppe Sommer, Mads Schütt Rasmussen, Emil Villumsen, Emilio Mohammed og Lukas Schmidt.

 

HB Køge har forlænget kontrakterne med hele 12 spillere, der er kommet igennem klubbens egen ungdomsafdeling. Aftalerne er lavet i kølvandet på HB Køges udmelding om, at der fremover vil blive satset markant på talentudvikling som led i en større overordnet strategi for klubbens fremtid.

Blandt spillerne der har sat deres underskrifter på nye aftaler med klubben er flere, der allerede har fået deres førsteholdsdebut i NordicBet Ligaen. Silas Hald, Yahiye Shirzai, Niklas Jakobsen og Erkan Semovski, der alle fik spilletid for førsteholdet i den forgangne sæson, er således blandt de 12 teenagere, klubben nu har sikret sig papir på.

Udover de fire har Lukas Schmidt, Emilio Mohammed, Emil Villumsen, Mads Schütt Rasmussen, Berkant Bayrak, Basem Alkhoudari, Jonas Idris og Jeppe Sommer, der alle har spillet regelmæssigt på klubbens U19-hold i løbet af forårssæsonen, også underskrevet kontraktforlængelser. Størstedelen af spillerne er ellers unge nok til, at de kunne have spillet på klubbens U17-hold i indeværende sæson.

”Tiden er kommet til at give vores mange dygtige unge spillere chancen i HB Køge, og timingen er ikke tilfældig. Vi er heldige, at der er nogle fantastisk gode årgange af spillere, der netop er ved at blive udklækket i klubben i de her år, og derfor er vi meget glade for, at det er lykkedes at forlænge kontrakterne med mange af spillerne. I den kommende tid vil vi se flere af dem indgå i transitionsfasen til førsteholdet og på sigt blive permanente førsteholdsspillere. Det er vores fælles mål, ingen tvivl om det,” siger direktør i HB Køge, Per Rud.

Navn // Position // Fødselsdato
Lukas Schmidt // Central midtbanespiller // 26/02 2006
Emilio Mohamed Hasan // Kantspiller // 18/10 2006
Silas Hald // Midterforsvarer // 02/09 2006
Emil Villumsen // Back // 19/09 2006
Yahiye Shirzai // Midterforsvarer // 22/02 2005
Mads Schütt Rasmussen // Back // 06/04 2006
Niklas Jakobsen // Kantspiller // 05/10 2005
Erkan Semovski //Angriber // 23/11 2004
Berkant Bayrak // Keeper // 28/01 2005
Basem Alkhoudari // Kantspiller // 22/10 06
Jonas Idris // Back // 17/04 2005
Jeppe Sommer // Back // 04/10 2005