HB Køge henter 28-årig forsvarer i England
HB Køge har skrevet kontrakt med den 28-årige forsvarsspiller Matthew Briggs, der har fået sin fodboldopdragelse i Fulham, og som står noteret for i alt 30 ungdomslandskampe for England fra U16- til U21-niveau.
– Matthew Briggs er en stærk forsvarer, der har erfaring fra højeste niveau i England. Han er en interessant spiller, som kan være med til at skærpe konkurrencen i det centrale forsvar. Briggs har blandt andet spillet både Premier League og Europa League, men har de seneste år spillet i nogle af de lidt lavere rækker. Han har dog nogle egenskaber og kompetencer, som vi tror på, vi kan få glæde af, udtaler sportsdirektør Per Rud.
Matthew Briggs debuterede i Premier League for 12 år siden – 16 år gammel. Han er den næstyngste debutant i den bedste engelske række nogensinde. Efter at have repræsenteret England på ungdomsniveau har Briggs som senior valgt at repræsentere sit moders hjemland, Guyana, på seniorniveau. Her har han senest gjort en god figur ved Gold Cup, det mellemamerikanske svar på EM. Her fik Briggs fuld spilletid i de to indledende gruppespilskampe
Briggs overtager trøje nummer 12 i HB Køge. Kontrakten løber frem til årsskiftet.
Fakta om Matthew Briggs
Født: 6. marts 1991
Position: Forsvar
Højde: 183 cm.
Landshold: 30 ungdomslandskampe for England // 4 landskampe for Guyana
Tidligere klubber: Fulham / Leyton Orient (leje) / Peterborough (leje) / Bristol City (leje) / Watford (leje) / Millwall / Colchester United / Chesterfield FC / Barnet / Maldon/Tiptree / Coggeshall Town