HB Køge henter keeper i Skovshoved
HB Køge har skrevet en etårig kontrakt med den 26-årige målmand Frederik Mehder, der kommer til klubben fra Skovshoved IK.
“Vi har i dette transfervindue været på udkig efter en seniorkeeper, der kan tage kampen op med Oskar Snorre og skærpe konkurrencen i målet. Med Frederik Mehder har vi nu målmandsteamet på plads til den kommende sæson, og vi har samtidig fået lukket “hullet” efter Casper Hauervig, der desværre blev skadet i slutspilskampen mod FC Helsingør i forårssæsonen, og som må sidde udenfor i noget tid”, fortæller HB Køges direktør Per Rud.
Frederik Mehder har tidligere optrådt i forskellige klubber i 2. Division, og har også et ophold i færøsk fodbold på cv’et. Han glæder sig over skiftet til HB Køge, og til at udvikle sig endnu mere.
“Jeg synes, det er fantastisk at spille fodbold, og jo mere jo bedre. Jeg elsker at træne, og setuppet i HB Køge ligger op til endnu mere træning, og der er bedre struktur og gode faciliteter, så det er noget jeg ser frem til”, fortæller Frederik Mehder og fortsætter:
“Jeg er blevet 26 år, og har spillet divisionsfodbold i mange år efterhånden, så jeg kommer med noget erfaring, og vil gerne prøve at udstråle noget ro, og noget god keeperteknik”, fortæller Frederik Mehder, der selv nævner timingen i feltet, spillet med fødderne og sin hurtighed på stregen, som nogle af sine forcer.
I HB Køge skal Mehder kæmpe med Oskar Snorre om pladsen i HB Køges mål, og han glæder sig over udfordringen, og til de højere krav, der vil blive stillet når man tager et skridt op fra 2. Division til NordicBet Liga.
“Det er jeg super klar på. Selvfølgelig er der noget tilvænning, og der vil blive stillet højere krav, men det betyder også, at jeg selv kan stille nogle højere krav til medspillere til træning og eventuelt i kampe, så det er jeg super klar på. Først og fremmest skal jeg blive en del af holdet, og vise, at jeg passer ind på det her niveau, og så med tiden så presse Snorre”.
Frederik Mehder står noteret for 73 kampe i 2. Division.
Fakta om Frederik Mehder
Født: 20. november 1994
Tidligere klubber: FC Helsingør // BK Frem // TB Tvøroyri // Holbæk B&I // Skovshoved IK
Højde: 188 cm.