shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge henter målmandstræner fra landsholdet

HB Køge har indgået en aftale med Claes De Flon, der bliver tilknyttet Gjensidige Kvindeligaens førerhold i en nyoprettet fuldtidsstilling som målmandstræner. De Flon følger således med den nyudnævnte cheftræner for kvindeligaholdet, Søren Randa-Boldt, som han gennem en årrække har arbejdet tæt sammen på DBUs U19-pigelandshold som målmandstræner.

”I Claes får vi en stor trænerprofil, der gennem flere år har været eksponent for udviklingen af de største målmandstalenter i landet. Han har store kompetencer indenfor at få det bedste frem i og hjælpe de unge mennesker frem i verden. Vi glæder os over, at han har sagt ja til at tage del i det næste skridt i holdets udvikling. Udover at være tilstede ved alle Kvindeligaholdets træninger og kampe kommer Claes også til at spare med vores målmandstrænere i pigeungdomsafdelingen, ligesom han vil indgå i en tæt relation med vores målmandstræner for Nordic Bet Liga-holdet, Heidi Johansen, for at optimere målmandstræningen på tværs af køn og årgange i hele klubben. Dermed er vi rigtig stolte over at kunne arbejde på tværs af ’siloer’ og spille hinanden endnu bedre”, siger Per Rud.

Claes De Flon bliver lørdag præsenteret for HB Køges partnere til pre match-arrangementet forud for Gjensidige Kvindeligaholdets sidste kamp i sæsonen og vil starte op som målmandstræner, når holdet møder ind i sommerpausen med den første træning mandag den 12. juli.

Det betyder også, at HB Køge siger tak for nu til Morten Madsen, som gennem flere år har været målmandstræner for en række af klubbens hold på både senior- og ungdomsniveau.

”Først og fremmest skal der lyde en kæmpestor tak til Morten Madsen, som i mere end et årti har været og fortsat er en tæt knyttet del af HB Køges kultur og hverdag. Vi har været rigtig glade for Madsen, som har levet vores værdier, været en ægte klubmand og senest taget kvindeholdet til sig i et tidligt stadie. Vi skal nu tage næste skridt med Kvindeligaholdet i et professionelt setup og her har vi søgt en anden profil. Men der er ingen tvivl om, at Morten Madsen altid er velkommen i HB Køge og vi håber på, at se ham i fremtiden på Capelli Sport Stadion”, siger HB Køges direktør Per Rud.