HB Køge henter tidligere landsholdsspiller hjem
HB Køge har indgået en aftale med 28-årige Mie Jans gældende for de kommende to sæsoner. Mie kommer til klubben efter fem år i udlandet hos Manchester City, FC Rosengård, Perth Glory og Vittsjö GIK. Hun har 26 danske A-landskampe på CV’et.
“Vi har ledt efter en spiller til defensiven med erfaring fra højeste internationale niveau, og det er vi virkelig glade for, at vi nu har fundet i Mie. Hun kommer til at forstærke os, så vi står endnu bedre i både ligaen og Champions League-sammenhæng. Hun er en leder, og hun kommer til at få en markant rolle på vores hold og i vores trup,” siger Cheftræner Søren Randa-Boldt.
HB Køge-træneren gav tilbage i 2011 Mie Jans debut på det danske U19-landshold, hvor hun nåede 31 kampe under hans ledelse. Så selvom HB Køge bliver en ny oplevelse for Mie Jans, der fik sin fodboldopdragelse i BSF og hos Brøndby IF, så er alt ikke ukendt for hende i hendes nye klub.
“HB Køges set-up og projekt omkring kvinderne er virkelig noget, der tiltaler mig. HB Køge er i den grad med til at udvikle på dansk kvindefodbold, hvilket giver nogle nye muligheder, som jeg ikke på samme måde havde, dengang jeg spillede hjemme i Danmark sidst. Det er bare fedt at være et sted, hvor man virkelig kan mærke, at kvindefodbolden bliver respekteret og prioriteret,” siger Mie Jans.
Mie Jans er først og fremmest central forsvarsspiller, men kan også dække de øvrige pladser i defensiven og på den centrale midtbane. Hun kommer til HB Køge fra svenske Vittsjö GIK, som hun har optrådt for de seneste måneder efter et ophold i den australske W-League hos Perth Glory. Nu glæder hun sig til at blive en del af HB Køge-truppen, hvor hun håber på at kunne dele ud af erfaringer og hjælpe med at indfri holdets målsætninger.
“Nu har jeg haft første træning med truppen i dag, og jeg er meget optimistisk omkring min opstart samt holdets niveau og kvaliteter forud for sæsonen, hvilket kun giver mig endnu mere blod på tanden. Jeg synes generelt, at det virker som en rigtig god gruppe, hvor folk virkelig tager sig af hinanden, hvilket for mig er en vigtig nøglefaktor, når man som et hold skal indfri nogle mål sammen. Jeg håber på at kunne bidrage med de erfaringer, jeg indtil videre har gjort mig i min fodboldkarriere. Det ville være stort for mig, hvis jeg kunne være en støtte for særligt de unge spillere og hjælpe dem på vej i deres karriere,” slutter Mie Jans.