shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge indleder samarbejde med FC Atyrau

HB Køge har indledt et formelt samarbejde med den kasakhiske Premier League-klub FC Atyrau. Omdrejningspunktet i aftalen er først og fremmest vidensudveksling omkring især træningsmetodik og talentudvikling, men også spillerudveksling på tværs af klubberne er en af de potentielle muligheder samarbejdet kan kaste af sig.

“Det er et samarbejde, der giver rigtig god mening. Vi har igennem længere tid arbejdet på at udforme aftalen, så den er tilpasset begge klubbers behov og ønsker. Vi kan hjælpe hinanden på forskellig vis, og der er flere elementer i aftalen, som vi alle kan få gavn af. Så vi glæder os over, at vi har udvidet vores netværk og nu har endnu en stærk samarbejdspartner,” siger direktør i HB Køge Per Rud.

“Vi er glade og stolte over at kunne samarbejde med en klub som HB Køge. Vi vil gerne lære af al deres struktur og tilgang til tingene især omkring klubbens ungdomsudvikling, ligesom vores trænere forhåbentlig også kan gøre sig nogle nye erfaringer med HB Køges tilgang til databehandling af spillere,” siger General Manager i FC Atyrau Alisher Apsalyamov.

Kontakten mellem HB Køge og FC Atyrau opstod i vinter i forbindelse med HB Køge-spilleren Effiong Nsungusis udlejning til den kasakhiske klub. Sidenhen mødtes holdene både udenfor og på banen i Tyrkiet under HB Køges træningslejr i februar. Her blev kontakten styrket og idéen om samarbejdet født – ligesom HB Køge faktisk blev givet en “smagsprøve” på hvad samarbejdet kunne føre med sig. Den unge keeper Dulat Talyspayev trænede således med og udviste stort potentiale. Så stort at han nu er kommet til Danmark for igen at træne med i klubben i de kommende uger.

Udover muligheden for at talentfulde spillere fra FC Atyraus ungdomsafdeling kan komme på prøve, leje eller skifte permanent til HB Køge, mens det også er tanken, at HB Køge-spillere kan blive sendt på leje i Kasakhstan for at få mere spilletid og udvikle sig i et nyt miljø.

FC Atyrau har to gange vundet sølvmedaljer i den kasakhiske Premier League, mens de i 2009 vandt den hjemlige pokaltitel. Tre gange indenfor de seneste syv år har holdet igen været i pokalfinalen, men uden at ende som vinder af turneringen. Pt. ligger holdet nummer syv i ligaen, mens det nåede semifinalen i dette års udgave af den kasakhiske cupturnering.

Atyrau ligger i det vestlige kazakhstan og er den største by i den europæiske del af landet. Byen har en stor gas-og olieindustri og kaldes derfor “Kasakhstans oliehovedstad” og huser 350.000 faste indbyggere og op imod 100.000 midlertidige indbyggere, der kommer til som udvekslingsstudenter grundet byens mange store gas- og olie-konglomerater. Byen er således et af landets industrielle kraftcentre og var den første i landet til at sætte drift i fabrikker indenfor eksempelvis olieraffinering og produktion af fiskekonserves.