HB Køge jagter klubbens første pokaltitel nogensinde
Med Cecilie Fløes overtidsscoring imod FC Thy-Thisted Q spillede HB Køge sig weekenden videre til semifinalen i Gjensidige Kvindepokalen, og allerede på lørdag den 18. marts går det løs i det første af to semifinaleopgør mod Fortuna Hjørring.
Jagten på klubbens første pokaltitel på seniorplan nogensinde er dermed for alvor sat ind!
// KØB BILLET: HB KØGE – FORTUNA HJØRRING //
I 2021/22-sæsonen var det 1/8-finalen, der blev endestationen i Kvindepokalen, og året forinden måtte HB Køge i semifinalen forlade turneringen efter et samlet nederlag mod Brøndby, men nu er muligheden der altså igen. En finaleplads kræver dog først og fremmest, at man over to kampe besejrer Fortuna Hjørring, der er forsvarende pokalvindere, og som har vundet Kvindepokalen hele ti gange – flest af alle hold i landet.
På herresiden har HB Køge efter sammenlægningen af Køge Boldklub og Herfølge Boldklub i 2009 en enkelt gang været i semifinalen i herrernes pokalturnering. Dengang – tilbage i 2012 – måtte HB Køge se sig slået med samlet 3-2 mod AC Horsens, der dermed satte en stopper for pokaldrømmene.
Moderklubberne i pokalturneringen
Hvis vi fortsat på herresiden kigger længere tilbage i moderklubbenes historiebøger, så var Herfølge Boldklub i 1996 blot få minutter fra at spille sig i pokalfinalen, men efter en dramatisk returkamp i Aarhus endte det med at AGF tog sejren og finalebilletten, og i 1988 var det AaB, der sendte Herfølge ud af pokalturneringens semifinale.
Endnu længere tilbage i tid kan Køge Boldklub se tilbage på to pokalfinaler, men desværre også uden at få pokalen med hjem. I 1963 vandt B1913 med 2-1 og i 1979 var det B1903 der tog pokaltitlen med en sejr på 1-0.
Så HB Køge jagter altså sin første pokaltitel for et af klubbens seniorhold – både på kvinde- og herresiden og medregnet moderklubbernes ellers lange og flotte historier.
I første omgang handler det om at kvalificere sig til finalen henover de to opgør imod Fortuna. Det første venter lørdag og i jagten på finalepladsen giver HB Køge “to kampe for en kamps pris” med forhåbningen om, at mange mennesker vil komme og hjælpe Kvindeholdet til et godt udgangspunkt inden returopgøret i næste uge. Billetter til kampen(e) kan købes på hbkoge.eventii.dk.
Gjensidige Kvindepokalen, semifinale, kamp 1
HB Køge – Fortuna Hjørring
Lørdag den 18. marts kl. 16.00
Capelli Sport Stadion