shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge jagter sejr i tætpakket program

Af adm. direktør Per Rud

Det går stærkt i øjeblikket med mange kampe på få dage. I dag spiller vi vores sjette kamp på bare 21 dage. Det kræver noget ekstra fra både spillertrup og trænerstab hele tiden at sikre optimal restituering både mentalt og fysisk. Heldigvis har vi en bred trup, og kamp om pladserne, så alle skal nok være klar til at jagte tre point.

I dag har vi besøg af Skive, og det kan kun gå hen og blive et spændende opgør. Skive er oprykkere, men har startet første halvdel af sæsonen fint. De har et ungt og sulten hold, som man skal have stor respekt for, og som alle andre hold har haft det svært mod. Det er ikke mange uger siden at Skive i pokalturneringen spillede lige op med Brøndby. Vi går naturligvis på banen for at jagte tre point, men det kræver som altid, at vi er klar fra start. Sådan var det også da vi mødtes for halvanden måned siden i Skive, hvor vi efter en tæt kamp endte med at spille 1-1.

Helt overordnet set, så plejer vi stort set altid at spille nogle tætte kampe mod Skive. Faktisk har vi mødt hinanden 18 gange siden vores første indbyrdes møde i 2010, og halvdelen af de kampe er endt uden vinder. Det er 10. gang at Skive besøger vores hjemmebane, og her er det værd at bemærke, at vi har fået point i alle foregående ni indbyrdes opgør. Den statistik skulle meget gerne udbygges efter dagens kamp.

Der arbejdes i øjeblikket med at flytte rundt på en del af vores kommende kampe her i efterårssæsonen. Der venter blandt andet tv-kampe mod Fredericia og Viborg, hvilket betyder, at de to kampe skal fremrykkes. Og derudover må næste uges udekamp mod Fremad Amager udsættes da vi har et par spillere af sted med deres respektive landshold.

Og fordi der efter i dag venter en kamppause – vores næste kamp er hjemmekampen mod FC Roskilde søndag den 20. oktober – så vil det betyde meget at sikre et godt resultat i dagens kamp inden vi går ind til den resterende del af efteråret, hvor der også venter et meget travlt program med syv kampe på en måned.

Velkommen til tilskuere, dommere og til vores gæster fra Skive.

Vel mødt og god kamp!

NordicBet LIGAEN

HB Køge – Skive

Søndag den 6. oktober kl. 14.00

Capelli Sport Stadion