HB Køge-kaptajn klar til sæsonstart: Føler vi står skarpt
Mike Jensen og resten af HB Køge-truppen melder klar til, at NordicBet Ligaen starter op igen i den kommende weekend.
HB Køge har spillet deres sidste testkampe, og der er nu ikke flere tidspunkter til at teste forskellige formationer og taktikker af. Lørdag stod sidste prøve, hvor det endte med et snævert 2-1 nederlag til Næstved Boldklub. Det er dog stadig en positiv og optimistisk Mike Jensen, der gør status på truppen forud for sæsonstart.
“Jeg synes, at vi står skarpt her inden sæsonstart. Vi har haft en hård, men rigtig god pre-season, så jeg er meget optimistisk. Det er tydeligt, at der er sket en udvikling hos en del spillere og generelt i vores spil. Fysisk ser det godt ud, bundniveauet er hævet, kvaliteten i træningerne højnet og folk er generelt bare rigtig fokuserede. Jeg står med en rigtig god mavefornemmelse her inden sæsonstart,” fortæller Mike Jensen og uddyber om træningskampenes udfald.
“Det er klart, at vores seneste referencepunkter jo er træningskampe. Træningskampene kan nogle gange være et pejlemærke, men de giver aldrig et helt rigtigt billede af, hvor man står rent spillemæssigt. Træningskampen mod Næstved handlede om at få finpudset de sidste ting, og jeg føler også, at vi fik det ud af det, vi gerne ville. Det er klart, at det naturligvis ikke blev det resultatet, vi havde håbet på, men vi fik svar på en masse ting, og det betyder nu engang mere end resultatet i sådan en kamp. Med al respekt for træningskampene, så er det noget andet, når der er point på spil,” lyder det fra HB Køges anfører Mike Jensen.
HB Køge-kaptajnen pointerer, at en god sæsonstart både spille- og resultatmæssigt er nødvendigt, hvis der skal være bund i ambitionerne om top 6. Og det burde der også være mulighed for.
“Det er ikke nogen hemmelighed, at målsætningen for kommende sæson er, at vi skal være med i top 6. Der skal være sket en udvikling – vi skal simpelthen højere end sidste år. Men hvis vi skal gøre os nogle forhåbninger om top 6, så er det også nødvendigt, at vi kan komme godt fra start. Og det burde der også være mulighed for. Det kræver dog, at vi bliver ved med at bygge på, vi skal hele tiden udvikle os og blive bedre – også efter sæsonen er skudt i gang. Men generelt føler jeg, at vi står godt rustet til rigtig mange kampe nu her, og vi glæder os til sæsonpremieren mod Hobro på søndag,” slutter Mike Jensen.
KØB BILLET TIL PREMIEREN: HB KØGE – HOBRO
HB Køge – Hobro
NordicBet Liga
Søndag d. 24. juli 2022, 15.00
Capelli Sport Stadion