shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge-kaptajn ser frem til comeback efter skade

I sidste sæson var Kyra Carusa HB Køges helt store profil, der med hendes målfarlighed, fighterinstinkt og lederkunstskaber var med til at bringe endnu et mesterskabstrofæ hjem til Køge. I den nye sæson i Gjensidige Kvindeligaen har svanerne endnu ikke haft deres holdkaptajn i kamp, da hun grundet en hofteskade har været ukampdygtig. Det bliver der nu endelig lavet om på.

“Det er planen, at jeg skal i kamp lørdag mod AGF. Jeg kan slet ikke beskrive, hvilken følelse det er endelig at kunne sige det højt. Det har været hårdt at være ude på sidelinjen – specielt fordi jeg med det her hold har været vant til at spille alle kampene. Men det vigtigste er, at jeg er sund og rask. Nu ser jeg bare frem til, at jeg igen kan hjælpe mine holdkammerater med at opnå nye mål inde på banen,” siger Carusa, der kan forsikre om, at hun er helt kampklar igen.

“Jeg kan forsikrer jer om, at jeg er 100 procent kampklar igen. Mentalt har jeg været klar længe, men det fysiske aspekt skal jo også stemme overens. Og det er gør det nu. Jeg føler mig meget klar til at gå ind og spille den, for mit vedkommende, første kamp i sæsonen,” fortæller Kyra Carusa.

Siden holdkaptajnen var i kamp sidst, er der sket en del ændringer i truppen, hvorfor det også vil være første gang, at hun er i kampaktion med de nye profiler. Det er dog ikke noget, der skræmmer Carusa.

“Jeg er så imponeret over, hvordan det her hold formår at se stærkere og stærkere ud. Det er over hele linjen. Der er sket en kæmpe udvikling blandt vores unge spillere, der oser af selvtillid og gåpåmod. Vi har fået nogle nye profiler ind på holdet med et virkelig, virkelig højt niveau. Og det vigtigste i denne sæson er, at vores bænk er stærkere og bedre end nogensinde før. Det bliver en drøm at komme på banen igen med det her hold,” siger Carusa og sætter nogle ord på forventningerne til morgendagens opgør mod AGF.

“Vi har forberedt os godt på kampen mod AGF. Vi skal ind og gøre det, vi er bedst til og fokusere på vores eget spil. Vi går som altid efter en sejr – intet nyt i det. Derudover bliver det min fornemmeste opgave at bringe noget mere energi på banen. Jeg vil se ild i øjnene på mine medspillere, jeg vil se mere af det fighterinstinkt, der bragte os så langt i sidste sæson. Det er helt sikkert min allerstørste force, og jeg kan se, at det også smitter af på mine medspillere, når jeg er på banen. Det glæder jeg mig til at opleve igen,” slutter Kyra Carusa.

AGF – HB Køge
Gjensidige Kvindeligaen
Lørdag d. 10. september, 15.00
Vejlby/Risskov centret