HB Køge og Buch ophæver
25-årige Oscar Buch har spillet sin sidste kamp for HB Køge i denne omgang. Offensivspilleren og HB Køge er blevet enige om at gå hver til sit og ophæve kontrakten.
“Det er med blødende hjerte vi ophæver med Buch, for han har været et stort klubmenneske og en vellidt person i HB Køge. Men Oscar kan ikke se sig selv fortsætte i klubben som hans situation er lige nu, og vi kan ikke garantere ham, at den kommer til at ændre sig. Derfor har vi indvilliget i at lade Oscar gå,” siger Direktør Per Rud.
“Jeg har virkelig været glad for at være i HB Køge. Det er en super professionel klub med fantastisk gode mennesker overalt. Desværre er det ikke gået helt som forventet på banen for mig. Jeg blev hentet som kantspiller, men jeg synes ikke, jeg har spillet nok kampe på den position. Derfor føles tiden rigtig for mig nu til at søge videre, og jeg er glad for at HB Køge har imødekommet mit ønske, selvom det selvfølgelig er trist at stoppe et sted, hvor jeg har været super glad for at være,” siger Oscar Buch.
Oscar Buch kom til klubben fra Hvidovre IF i sommeren 2021. Han nåede 40 kampe og 6 scoringer for HB Køge, som han også optrådte for som ungdomsspiller. Tidligere har han også spillet for Herfølge Boldklub.
HB Køge ønsker Oscar Buch alt det bedste fremover.