shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge og dansk fodbold hylder de frivillige

Klubberne i dansk topfodbold hylder i de kommende dage alle frivillige i dansk fodbold. Det sker i anledningen af “Frivilligugen,” uge 39, som landet over benyttes til at sende kærlige hilsner til alle de frivillige i det danske foreningsliv – og HB Køge hylder derfor selvfølgelig også de mange mennesker, der af deres eget gode hjerte hjælper klubben på den ene eller anden måde året rundt. Det sker til søndagens NordicBet Liga-kamp imod FC Helsingør.

// KØB BILLET: HB KØGE – FC HELSINGØR //

I HB Køge har vi på kampdage op mod 100 frivillige medhjælpere, der som blandt andet kontrollører, tøjvaskere, bodekspedienter, fotografer og opvaskere sørger for at kampene kan blive afviklet på en måde, der gør det til en god oplevelse for både publikum og spillere.

I hverdagen får klubben desuden hjælp fra vores ‘fejehold’ der trofast møder op og gør stadion rent dagen efter vores kampe – og fra frivillige, der hjælper med vedligeholdelse og opdatering af Capelli Sport Stadion, uanset om det så handler om at sætte nye reklameskilte og billeder op, teknisk support til vores LED-bander eller reparation af ødelagte sæder på tribunen.

Og ikke mindst er HB Køge, Køge Boldklub og Herfølge Boldklub heldige, at en enorm flok frivillige hjælper til som ungdomstrænere i klubberne og er med til at give de lokale børn, deres første gode fodboldoplevelser og dermed grundlægge den livslange fodboldinteresse, der skaber klubbernes fremtidige seniorspillere og fans. I vores førsteholdstrup har vi pt. 13 spillere, med fortid i egen ungdomsafdeling – det havde vi aldrig haft, hvis ikke det var for klubbernes frivillige ungdomstrænere og øvrige frivillige medarbejdere.

“Uden de frivillige var der ikke noget HB Køge. Det tør jeg godt sige. Vi ville aldrig kunne få tingene til at løbe rundt, hvis det ikke var for dem. Derfor skylder vi dem selvfølgelig et kæmpe stort tak, og det forsøger vi løbende at give dem med fester, sociale arrangementer og små erkendtligheder i løbet af sæsonerne. Men det kan aldrig blive for meget, fordi de frivillige udgør så stor en værdi for klubben. Derfor hylder vi dem selvfølgelig også under frivilligugen,” siger direktør i HB Køge Per Rud.

Som tak for deres indsats vil HB Køge inden kampen imod FC Helsingør bede alle tilskuere på stadion rejse sig og sammen med spillerne på banen give alle de frivillige en klapsalve.

Skulle du have lyst til at blive frivillig i HB Køge eller en af moderklubberne, kontakt da HB Køges SLO Mikkel Henderson på slo@hbkoge.dk // +45 22 48 99 18 eller direktør i HB Køge Per Rud på pr@hbkoge.dk // +45 22 13 02 06.