HB Køge og Magnus Wørts fortsætter samarbejdet
Wørts skriver to år med HB Køge.
Sportsdirektør Per Rud med Magnus Wørts under kontraktunderskrivelsen.
20-årige Magnus Wørts skiftede ved årsskiftet fra FC Nordsjælland til HB Køge på en halvårlig lejeaftale. Midtbanespillerens kontrakt med FC Nordsjælland løber ud efter sæsonen, og nu har HB Køge og Wørts indgået en toårig aftale.
– Magnus kom til før forårssæsonen og viste hurtigt sit værd. Han er pasningstærk og med godt overblik, og han har nogle åbenlyse kvaliteter, men det er vigtigt at vi også husker på, at han er ung, førsteårssenior og stadig har meget at lære. Vi tror på at vi kan hjælpe Wørts med at tage de næste skridt i sin udvikling og blive en bærende spiller på vores hold, udtaler HB Køges sportsdirektør Per Rud.
Også Magnus Wørts er glad for den nye aftale.
– Først og fremmest så er HB Køge en dejlig klub at være i. Der er mange gode spillere og gode udviklingsmuligheder. Jeg kan lide at være her og der er et godt træningsmiljø, så jeg tror på, at der venter en spændende fremtid for mig her i HB Køge, siger Wørts.
Magnus Wørts har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2021. Han har i foråret spillet ni kampe for HB Køge.