HB Køge på auditering i Ghana
I starten af september var en delegation fra HB Køge og Capelli Sport på besøg hos Inter Allies FC i Ghana. Her fandt den første af mange fremtidige auditeringer sted, som et led i en ny strategi fra Capelli Sport, hvor fodboldtrænere og ansvarlige i Capelli Sports netværk af klubber verden over skal videndele, uddanne og sparre med hinanden.
For HB Køges adm. direktør Per Rud varede besøget en uge, hvor han hver dag fik lov at overvære de mange unge, håbefulde drenge træne om formiddagen, mens eftermiddagen bestod af rapportskrivning og samtaler med spillere og ledere. På turen havde Per Rud følgeskab af Jason Arnold, Vice President Sporting Business hos Capelli Sport, Henrik Lehm, Head of Coaching hos Capelli Sport og Sergio Cecilio, der er Head Scout i HB Køge.
Besøget var det første af mange kommende besøg i de forskellige klubber, der er tilknyttet Capelli Sport rundt om i den store fodboldverden.

Delegationen fra Capelli Sport og HB Køge sammen med trænere og ledere hos Inter Allies FC
Samarbejdet med ghanesiske Inter Allies FC foregår i tæt dialog og kontakt med blandt andet Cedar Stars Academy, der er Capelli Sports amerikanske talentakademi, som har hovedsæde i New Jersey. Således er talentarbejdet i Inter Allies FC også navngivet Cedar Stars Academy, ligesom drengene træner i talentakademiets karakteristiske grønne trøjer.
Det primære formål med besøget var at se hvordan den ghanesiske klub strukturerer og træner klubbens talenter. Det betød blandt andet at Henrik Lehm, der i august tiltrådte som Head of Coaching i Capelli Sport, brugte mange timer på at afholde kurser og være med til at uddanne trænerne i hvilken type fodbold, man gerne vil fremelske i Capelli Sport-klubber rundt om i verden. Alt sammen med det formål at udvikle talenter, der kan begå sig på de største scener.
Det var blandt andet disse talent- og håbefulde drenge, som Per Rud og resten af holdet var taget af sted for at se. Hvem var gode, hvem kunne noget og hvordan foregik træningerne?
Hver eneste dag med fodbold startede allerede klokken 7, hvor der blev taget hul på træningen. Ved 9-tiden kunne de endelig trække ind i skyggen, hvor morgenmaden bestående af en bolle, en portion grød og vand ventede. Herefter kunne talenterne se førsteholdet i Inter Allies FC træne.

Talenterne får morgenmad efter endt træning
For Per Rud og Henrik Lehm gik turen direkte til hotellet for Per Rud og Henrik Lehms vedkommende. Her ventede mange timers rapportskrivning og evaluering af det, de havde overværet i løbet af dagens tidlige timer:
– Drengenes hverdag i Ghana står i stor kontrast til, hvad vi er vant til heroppe. Selvfølgelig er forholdene anderledes, men det var helt tydeligt for os, at passionen for fodbolden og lysten til at lære var mindst lige så stor hos dem, som vi oplever herhjemme. De elsker at spille fodbold og det var en fornøjelse at få lov til at snakke med deres trænere og lederne på akademiet for at hjælpe dem, med at blive endnu bedre til at udvikle spillerne, siger Per Rud.
– Der var klart en række spillere, som vi kunne se potentiale i – også i forhold til den danske scene. Det var et rigtig positivt besøg og jeg glæder mig meget til at komme tilbage til dem og samtidig se flere afkroge af Capelli Sport-familien.

Per Rud leder an i møde med ledelse fra Inter Allies FC
Efter en uges besøg i Ghana vendte Per Rud hjem til danske himmelstrøg, men både Henrik Lehm og Sergio Cecilio blev i Ghana i yderligere en periode. Med dem ved roret blev klubbens trænere undervist og fik sparring samt ny inspiration til, hvordan træningerne kan skrues sammen og forbedres, så de unge drengene kan få mest muligt ud af deres tid i klubben.
Lehm og Cecilio skulle blandt andet være med til at forberede Inter Allies’ U16-hold til en ghanesisk talentturnering. Her blev de unge drenge blandt andet præsenteret for en række nye øvelser og taktiske finesser, der skulle give drengene gode muligheder for at score mål på stribe.

Sergio Cecilio (venstre) og Henrik Lehm (højre) overværer træning
Alt i alt var besøget en succes og det første af mange. I løbet af det næste lange stykke tid vil Lehm som frontfigur besøge en række af de klubber rundt om i verden, der i større eller mindre grad er tilknyttet Capelli Sport for at styrke samarbejdet, sammenhængen og kendskabet til hinanden. Således vil det på sigt gavne HB Køge og de nye søsterklubber at kunne samarbejde for sammen at nå nye højder.