HB Køge Pigefodbold rykker op i 1. Division
HB Køges kvindesenior sluttede sæsonen med en overbevisende 5-1-sejr over Raklev-Kalundborg, og sejren betød at holdet vandt Øst-rækken og efter sommerferien skal spille i 1. Division.
Det er holdets fjerde oprykning i træk.
Cheftræner Jano Nissen siger om forventningerne til den kommende sæson:
– Efter fire oprykninger i streg kommer det næste år primært til at handle om at stabilisere sig i rækken, skabe et træningsmiljø, der tiltrækker dygtige spillere, og optimere vores setup uden for banen, således at vi inden for en ikke så fjern fremtid kan spille med om oprykning til den nye kvindeliga. Der er mange spændende ting i gang inden for kvindefodbolden, og den udvikling vil vi gerne være en del af.
HB Køge Pigefodbold er et holdsamarbejde mellem Borup IF, Hellested, Herfølge BK, Køge BK, Køge Nord FC, Køge Pige FC, Skensved IF og Svogerslev BK.
Kvindesenior træner primært i Herfølge, og spiller sine kampe på Herfølge Stadion, der således i den kommende sæson kommer til at danne rammen om holdets hjemmekampe i 1. Division.