shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge-profil ser frem til sit første rival-opgør mod Brøndby

Lørdag d. 4. november er der storkamp på programmet, når HB Køge for første gang i sæsonen skal møde rivalerne fra Brøndby IF. Og for forsvarsprofilen Georgia Eaton-Collins er det samtidig også første gang nogensinde, at hun skal prøve kræfter med holdet fra vestegnen.

“Det er første gang, at jeg står overfor et møde med Brøndby IF, så jeg er selvfølgelig meget spændt her inden opgøret. Jeg ved, at det er en stor rivaliserende kamp, så jeg glæder mig specielt meget til at opleve stemningen og atmosfæren til sådan et opgør. Vi har også hørt, at mange af vores fans har valgt at tage turen til Brøndby, så vi glæder os allesammen til at mærke opbakningen og forhåbentligt give dem en fed kamp og tre point,” lyder det fra Georgia Eaton-Collins.

Rivalopgøret falder på bagkant af den netop overståede landsholdssamling, hvor HB Køge har haft hele ni spillere på landsholdstjeneste. Selvom der altså har været en mindre gruppe til stede til nogle af træningspassene, har det ikke haft en negativ indflydelse på forberedelser, forsikrer Georgia.

“Vi har haft en virkelig god træningsuge her under landsholdspausen. Selvfølgelig har vi været en mindre gruppe end vi ellers plejer, men det gav os i stedet muligheden for at arbejde hårdt og opretholde intensiteten. Nu er vi alle samlet igen og har fået lagt en virkelig god gameplan, så vi føler os godt klædt på til i morgen,” fortæller den engelske forsvarsprofil.

HB Køge sidder forinden kampen på en delt førsteplads, men er højest placeret qua en bedre målscore end FC Nordsjælland – og har desuden også spillet en kamp mindre. Og morgendagens modstander har fire point op til svanerne.

“Nok sidder vi på førstepladsen inden kampen, men hvis man tager et kig på tabellen, så ved man også, at vi ligger meget tæt øverst i tabellen. Derfor ved vi også godt, at alle point tæller, og vi vil naturligvis gøre alt for at tage de tre i morgen,” slutter Georgia Eaton-Collins.

Kampen bliver fløjtet i gang lørdag 4. november kl. 12:45 på Brøndby Stadions Bane 2.
Du kan hente fribilletter til kampen her.