HB Køge siger farvel til Bruninho
HB Køge og Bruninho forlænger ikke aftalen parterne imellem, som udløber ved årsskiftet. Dermed forlader Bruninho HB Køge efter i alt 37 kampe for klubben, hvoraf de 3 kom i efterårssæsonen.
Bruninho vendte i sommer hjem til Køge efter seks år i større ligaer. Bruninho kom i sin tid til klubben for første gang i 2014 fra brasilianske SER Caxias. Her startede han sit store europæiske gennembrud, da han bankede 11 kasser ind for Svanerne i 1. division i 2014-2015-sæsonen. Hans præstationer det år førte til, at FC Nordsjælland købte ham fri i sommeren 2015. Her fortsatte Bruninho målscoringen og bare et halvt år senere tog han videre til Guangzhou R&F, hvor han i en årrække var på kontrakt.
Uforudsete omstændigheder og senere Covid-19-pandemien spændte sidenhen ben for Bruninhos næste skridt i udlandskarrieren, og i foråret 2021 vendte han hjem til HB Køge på prøvetræning. Her viste Bruninho sig godt frem, og parterne blev enige om at indgå en aftale for resten af året.
32-årige Bruninho spillede med i tre af sæsonens fire første kampe men blev derefter ramt af en skade, der har holdt ham ude størstedelen af resten af efteråret. Hans andet ophold i klubben blev derfor aldrig som hverken han selv eller HB Køge havde håbet på.
“Vi er virkelig ærgerlige over, at det ikke kom til at gå, som vi alle havde ønsket. Bruninho er en af de bedste spillere i HB Køges historie, og han vil altid være en stor profil for os. Derfor vil han også altid være mere end velkommen her i fremtiden. Nu håber vi, at Bruninho kan få gang i karrieren igen andetsteds og ønsker ham alt det bedste fremover,” siger HB Køges direktør Per Rud.
Bruninho har allerede sagt farvel til sine holdkammerater og er rejst hjem til Brasilien.

Bruninho siger farvel til sine holdkammerater