shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge siger farvel til fire

Fire spillere takker af for denne gang når HB Køge på lørdag eftermiddag har spillet sæsonens sidste kamp i Gjensidige Kvndeligaen.

Det drejer sig om midtbanespilleren Laura Juul Hansen, forsvarsspilleren Anna Mogensen samt offensivspillerne Rosa Horskjær og Lærke Niklasson.

Lærke Niklasson har været en del af HB Køge siden august 2019 og har således været en stor del af holdets opstigen gennem de sidste sæsoner. Angriberen skal nu spille collegefodbold for University of Massachusetts, hvor hun på grund af sit høje akademiske og fodboldmæssige niveau har fået tildelt et fuldt scholarship, der løber over de næste fire år.

“Lærke har været en spiller, der altid er ankommet til træning og kamp med den rigtige attitude. Via hårdt arbejde, højt humør og det rigtige gåpåmod har hun udviklet sig helt vildt og været med på rejsen fra 1. Division til toppen af Gjensidige Kvindeligaen. Det niveau som Lærke har bevist i løbet af de sidste seks måneder berettiger i den grad til toppen af dansk fodbold, og det er ærlig talt pokkers ærgerligt, at hun forlader os. Alle på og omkring holdet har gjort vores for at overtale hende til at blive, da vi er sikre på, at hendes udvikling kan fortsætte længe endnu, men vi har også en respekt for hendes ønske om at prøve sig selv af i USA, hvor der venter et helt andet liv. Vi ønsker Lærke, Laura, Anna og Rosa al held og lykke fremover”, siger HB Køges direktør Per Rud.

Lærke Niklasson er den af de fire, der står noteret for flest kampe i HB Køge-trøjen. 29 kampe og 17 scoringer er det blevet til siden holdet blev en officiel del af HB Køges statistikker. Inden da blev Niklasson topscorer i 1. Divisionen efter en flot sæson. Derefter følger Laura Juul Hansen med 21 kampe og tre mål, Rosa Horskjær med 10 kampe og Anna Mogensen med en enkelt optræden.
Der vil blive taget afsked med alle fire spillere til sæsonens sidste kamp, der spilles lørdag mod Brøndby IF på Capelli Sport Stadion.