shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge siger farvel til tre lejespillere

Når HB Køge på lørdag den 28. maj spiller sæsonens sidste kamp, så er det samtidig sidste gang i denne omgang, at Luka Racic, Marko Stamenic og Joachim Rothmann trækker HB Køge-trøjen over hovedet.

Alle tre har lejeaftaler, der udløber med udgangen af sæsonen. Angriberen Rothmann vender efter planen tilbage til FC Nordsjælland efter et års udlån, mens midtbanespilleren Stamenic, der i første omgang var lejet til klubben i efterårssæsonen men som blev genlejet i januar måned, vender tilbage til F.C. København. Forsvarsklippen Luka Racic, der kom til HB Køge fra Premier League-klubben Brentford i januar, vender tilbage dertil.

“Vi siger farvel til tre spillere, der alle har bidraget stort til holdet i løbet af sæsonen. De har spillet en hel masse, som var deres mål, da de hver især kom hertil, og vi synes også, de har udviklet deres spil. Det er vi selvfølgelig også glade for er lykkedes. Så overordnet har det været succesfulde lån for alle parter i de her aftaler,” udtaler HB Køge-direktør Per Rud.

Han tilføjer, at han håber, kampen imod Hobro lørdag ikke bliver den sidste i HB Køge-trøjen for alle tre lejespillere.

“Vi vil gerne beholde dem, og vi arbejder også på at få det til at ske. Når det så er sagt, ved vi også godt, at det næppe lykkes at hente dem alle. Men vi forsøger at se, hvilke muligheder, der er,” slutter Per Rud.

Luka Racic har i forårssæsonen spillet 13 kampe ud af 13 mulige, og står noteret for to scoringer. Marko Stamenic har spillet 22 kampe, og står ligeledes noteret for to scoringer, mens Joachim Rothmann har scoret tre mål i sine 23 optrædender for HB Køge.

Mayday Vinduespolering