shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge skal i top 6 i NordicBet Ligaen

Fredag aften sparker HB Køge sæsonen i gang når det på udebane mod AC Horsens går løs i NordicBet Ligaen. Siden afslutningen på sidste sæson er førsteholdstruppen suppleret med en række nye spillere, ligesom der på trænerbænken er et par nye ansigter i form af cheftræner Daniel Agger og first team coach Lars Jacobsen.

HB Køges direktør Per Rud glæder sig til sæsonen, hvor han håber, at man kan forbedre sig i forhold til seneste sæson. I første omgang er fokus rettet på grundspillets første 22 kampe, hvor målsætningen er at spille med i rækkens bedste halvdel.

“Vi har en ambition om at vi skal i top 6, og så håber vi selvfølgelig at vi kan gøre det endnu bedre end sidste sæson, særligt mod de bedste hold i rækken. Vi har forstærket os i forhold til sidste sæson, men vi ved også at det kræver tid, at køre en masse nye folk ind, så vi er både realistiske og tålmodige. På sigt er vores mål at vi skal rykke op i Superligaen inden for de næste tre sæsoner, men vi tager det hele bid for bid. I første omgang vil vi gerne med i oprykningsslutspillet, og så sætter vi et nyt delmål derfra”, fortæller HB Køge-direktør Per Rud.

Udover det nye trænerteam har HB Køge på spillerfronten budt velkommen til Jon Flanagan, Nemanja Cavnic, Mathias Nielsen, Pierre Larsen, Daniel Thøgersen, Oscar Buch og Bruninho. Derudover er en række spillere, heriblandt Marius Elvius, Frank Assinki, Christian Toftdahl, Casper Jørgensen, Jonathan Canto og Frederik Munck, vendt retur efter udlån til andre klubber.