shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge skriver med Pierre Larsen

HB Køge har sikret sig en markant forstærkning til offensiven. Fra starten af den kommende sæson skifter Fremad Amagers anfører, 26-årige Pierre Larsen, nemlig til HB Køge på en fri transfer og en aftale der gælder de næste 2,5 år.

“Det her er en rigtig vigtig tilgang til truppen, og en spiller, som vi er sikre på, vil kunne gøre en forskel i vores offensiv. Pierre har i flere sæsoner været en kampafgørende spiller for Fremad Amager, og vi håber naturligvis at han kan overføre de takter til os. Pierre er i sin bedste fodboldalder, og er i gang med sin vel nok bedste sæson hidtil i karrieren, hvis man ser på antallet af scoringer og oplæg. Samtidig er Pierre en ledertype, der ikke er bange for at gå forrest, og sådanne typer kan man ikke få for mange af”, siger direktør Per Rud.

”Jeg synes, at det er et rigtig spændende projekt og det tiltaler mig meget at være med på den rejse, som hele klubben er i gang med. Vel vidende, at Capelli Sport har været med i noget tid, men nu virker det som om, det hele begynder at bevæge sig endnu mere mod Superligaen. De ambitioner og det strukturerede arbejde tiltaler mig meget”, siger HB Køges nye nummer 10 Pierre Larsen.

Pierre Larsen har spillet tæt på 150 kampe i 1. Division, og står noteret for 23 scoringer i rækken. I denne sæson har kantspilleren spillet 32 kampe for Fremad Amager i hvilke han står noteret for otte sæsonscoringer, og endnu flere assists.