HB Køge skriver med to U18-talenter
HB Køge har skrevet kontrakt med to af klubbens unge talenter fra U18 DM-holdet. Det drejer sig om 16-årige Emilie Møller og 17-årige Fiona Helenius.
Emilie Møller
Emilie Møller kom til HB Køge for halvandet år siden, og den unge keeper har gennemgået en flot udvikling. Udover at være blevet en endnu dygtigere keeper, så er hun også vokset som person i HB Køges udviklingsmiljø. Udviklingen kulminerede i efteråret, hvor hun blev indkaldt til DBU-keepersamling med to andre talentfulde keepere. Derudover er hun påbegyndt fast optræning med HB Køges kvindeligahold.
“Jeg er utrolig glad for denne mulighed HB Køge har givet mig. Ikke bare at få en ungdomskontrakt, men især for den udviklingsplan som klubben har fremlagt. Dette har stor betydning for min egen fremtidige udvikling som keeper,” udtaler Emilie Møller, der betegnes som omhyggelig, teknisk dygtig, dedikeret og atletisk i sin fremtræden.
Fiona Helenius
Fiona Helenius er en teknisk dygtig og ikke mindst en utroligt ærgerrig forsvarsspiller, som har en stålvilje, når det kommer til at ville blive bedre til hver eneste træning. Hun arbejder benhårdt, og er særligt gennem det sidste år blevet en helt central figur på klubben U18 DM-hold. Qua hendes udvikling er hun derfor i løbet af efteråret også begyndt at træne med på HB Køges førstehold.
“Jeg er meget beæret over at have fået denne mulighed, og jeg synes, at det er surrealistisk, at jeg skriver min første kontrakt med min barndomsklub, som har givet mig min fodboldopvækst. Jeg er stolt over, at HB Køge vil have mig som en del af deres trup med dygtige spillere og en fantastisk stab. Jeg glæder mig til at udvikle mig endnu mere, så jeg kan vise klubben samt trænerne, hvad jeg kan,” udtaler Fiona Helenius.
Fiona Helenius er en teknisk dygtig forsvarsspiller, ærgerrig, dedikeret, smilende og grinende.
Fotos: Øverst Emilie Møller. Nederst: Fiona Helenius.