shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge skriver med Tobias Christensen

HB Køge har skrevet en toårig kontrakt med 24-årige Tobias Christensen, der i seneste sæson tørnede ud for Næstved. Den dygtige offensivspiller trænede torsdag med sine nye holdkammerater for første gang.

 

– Tobias er en spændende spiller, som trods sin unge alder, allerede har fået en masse erfaring. Han er teknisk stærk og har et godt blik for spillet, og så er han ung og sulten og har lyst til hele tiden at udvikle sig. Han er en rigtig dygtig spiller, som vil sikre skærpet konkurrence om de offensive pladser på holdet, udtaler HB Køges sportsdirektør Per Rud.

 

Tobias Christensen glæder sig til fremover at tørne ud for HB Køge.

 

– Jeg har skrevet med HB Køge, fordi jeg synes, at det lyder rigtig, rigtig interessant. Da jeg ophævede min kontrakt med Næstved var HB Køge på banen med det samme, og det synes jeg var fedt, at der kom en klub og viste interesse på den måde. Hele det projekt HB Køge har gang i tiltaler mig også meget, og så kan jeg rigtig godt lide den måde HB Køge spiller fodbold på, udtaler Tobias Christensen, der i HB Køge skal spille med nummer 8 på ryggen.

 

Tobias Christensen har fået fodboldopdragelsen i F.C. København, og blev som 19-årig solgt til Elche i den næstbedste spanske række. Efter et par år i Spanien vendte angriberen i 2017 hjem til Danmark, hvor han som Helsingør-spiller var med til at sikre oprykning til Superligaen, hvor Tobias Christensen selv nåede 17 kampe inden han sidste sommer drog videre til Næstved, for hvem han spillede 32 kampe i sidste sæson.

 

Fakta om Tobias Christensen

Født: 4. januar 1995

Position: Angriber

Tidligere klubber: F.C. København // Elche // FC Jumilla // FC Helsingør // Næstved //

Udvalgte hold: 15 ungdomslandskampe // 1 mål