HB Køge skriver med Oliver Juul
Efter en succesfuld prøvetræning er HB Køge og venstrebacken Oliver Juul i dag blevet enige om at indgå en kontrakt. Oliver trænede i januar måned med i klubben og begejstrede trænerteamet med Daniel Agger og Lars Jacobsen med sin indsats, men alligevel skulle der altså gå lidt tid, inden det lykkedes parterne at lande en aftale.
Oliver havde lovet sin amerikanske klub Kentucky Wildcats at vende tilbage til klubben og sine studier på University of Kentucky efter prøvetræningen, hvilket han derfor gjorde i midten af januar måned trods interessen fra HB Køge.
“Derovre vidste jeg, hvad jeg havde, mens der ikke ville være noget sikkert ved at komme til Køge. Men da jeg tog tilbage til USA, kunne jeg bare mærke, at det ikke var det rigtige. Jeg ville altid tænke ‘hvad nu hvis…’ hvis jeg ikke greb den her mulighed. Jeg følte, jeg var nødt til at give det et skud. Så jeg gik all in og opsagde min aftale derovre, droppede universitetet, holdet og den uddannelse, jeg havde gang i,” fortæller Oliver Juul Jensen.
“Oliver tog tilbage og vi var begyndt at lede efter en anden til positionen. Det var også tæt på at lykkes at finde en, men vi droppede det kort inden transfervinduets lukning, efter Oliver havde ringet og fortalt os, at han havde fortrudt sin beslutning. Så vi bad ham komme tilbage hertil, og nu er det så endelig lykkedes os at lave en aftale,” fortsætter HB Køge-direktør Per Rud historien.
Masser af motivation
For forsvarsspilleren Oliver Juul, der har fået sin fodboldopdragelse i FC Roskilde hvor han nåede 39 seniorkampe inden han tog til USA, var der adskillige gode grunde til at komme til HB Køge.
“Jeg ville sindssygt gerne være en del af hele det her projekt, som jeg ser meget store perspektiver i, og så er det en rigtig god mulighed for at komme til at spille 1. divisionsfodbold igen,” fortæller Oliver Juul Jensen og fortsætter:
“Og så var Daniel Agger og Lars Jacobsen er spillere, jeg er vokset op med og har set spille som barn. Jeg er Liverpool-mand og Agger har jeg selv flere trøjer med derhjemme, så det er kæmpestort for mig, at være her og træne under ham!”
Oliver er 20 år gammel, oprindeligt fra Glostrup og gør sig først og fremmest som venstre back. I løbet af opstarten har han allerede deltaget i flere af HB Køges træningskampe. Senest spillede han med fra start i weekenden imod Nykøbing FC, og på lørdag er han også klar til at spille med i forårets generalprøve imod Lyngby BK.
Stort velkommen til Oliver fra alle i HB Køge.