shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge søger praktikanter til foråret 2024

HB Køge A/S søger for foråret 2024 praktikanter, der som en del af deres videregående uddannelse skal i praktikforløb af 3 eller 6 måneders varighed.

Opgaverne i klubbens administration er mange. Med to fuldtidsprofessionelle fodboldhold, som vi behandler og prioriterer på helt lige vilkår, så har vi altid travlt og masser af opgaver, vi har brug for ansvarsbevidste praktikanters hjælp til at løse. Vi leder derfor efter studerende, der er i gang med uddannelser indenfor en bred vifte af fagområder såsom eventafvikling, salg, markedsføring, e-commerce eller sociale medier. Fælles for de praktikanter, vi leder efter er, at de skal være initiativrige, modige og med ‘drive’ til at kaste sig ud i opgaver, de ikke nødvendigvis ved, hvordan de skal ende med at løse. En fodboldklub er kompleks at arbejde i og der er mange hensyn at tage til først og fremmest vores sportslige stab og spillertrupper – god social forståelse og et fleksibelt mindset er derfor også afgørende, når vi leder efter de rigtige praktikanter til klubben.

Praktikanter ansættes for perioder af enten 3 eller 6 måneders varighed og vi tilrettelægger meget gerne forløbende individuelt så de passer bedre til både uddannelsesforløb og klubbens behov hvis muligt. Vores to førstehold spiller eksempelvis ikke betydende kampe i januar måned – og da mange af vores aktiviteter og arrangementer er bundet op på klubbens kampe ser vi derfor gerne, at praktikforløbet først starter i februar eller marts måned.
Uanset om man starter i 3 eller 6 måneders praktik er det vores forhåbning, at praktikanten har lyst til at ‘gøre sæsonen færdig med os’ og fortsætte med at hjælpe os efter praktikforløbets eventuelle afslutning indtil vi har spillet vores sidste kampe i midten af juni.

Vi søger til foråret 2024 praktikanter til følgende fire fagområder:

Praktik – Sociale Medier & Kommunikation

Praktik – Salg & Hospitality

Praktik – Events & CSR

Praktik – Digital marketing & E-handel

Vi sammensætter først og fremmest vores hold af praktikanter ud fra den enkelte ansøgers kompetencer og profil, men fokuserer også på at skabe det bedste mulige samlede praktikantteam, der kan komplimentere hinanden på kryds og tværs. Vi holder samtaler løbende, men giver altså først endeligt svar, når vi har holdt størstedelen af vores samtaler og er ved at have dannet os et billede af vores potentielle samlede hold af praktikanter. Deadline for ansøgning er onsdag d. 1. november 2023.

HB Køge modtager gerne praktikansøgninger fra et bredt felt af uddannelser og fra ansøgere i alle aldre, køn og etniciteter samt fra praktikanter med fysiske eller mentale handicap.

Alle spørgsmål omkring praktik i HB Køge kan rettes til administrationschef Casper Jensen på mail cj@hbkoge.dk eller telefon +45 20 89 38 20.