HB Køge-spillere i aktion på landsholdene
Flere af HB Køges spillere har i løbet af den netop afsluttede landsholdstermin i dansk herrefodbold været på tur med deres respektive landshold.
Eddi Gomes har været en tur i Vestafrika, hvor han og landsholdskollegaerne fra Guinea-Bissau tørnede sammen med nabolandet Guinea i en VM-kvalifikationskamp i fredags. Eddi Gomes spillede hele kampen, som endte uden scoringer.
Guinea-Bissau var i aktion igen i mandags imod Sudan i en kamp, der ligeledes endte uden scoringer. Eddi overværede hele opgøret fra bænken.
Også Marko Stamenic har været under varmere himmelstrøg. Sammen med det newzealandske A-landshold har Stamenic været i Dubai, hvor New Zealand fredag den 12. november spillede en træningskamp mod Algeriet, og siden en venskabskamp mod Gambia (16/11). Marko spillede med fra start i begge kampe, som New Zealand vandt med henholdsvis 2-1 og 2-0.
Ronald Arevalo har de seneste uger været afsted på landsholdstjeneste for sit hjemland, El Salvador. Landet tørnede først sammen med Bolivia i en venskabskamp i Washington, og mødte siden Jamaica og Panama i to VM-kvalifikationskampe. For Arevalo blev det ikke til spilletid i nogen af kampene, men i stedet værdifuld læring og erfaring i landsholdssetuppet for den talentfulde 18-årige offensivspiller.
Ungdommen i aktion
HB Køge havde også flere af klubbens talentfulde U19-spillere i aktion på diverse landshold. Den 17-årige forsvarsspiller Sebastian Larsen, der i år har spillet ti kampe på HB Køges førstehold, var for første gang i karrieren udtaget til et dansk ungdomslandshold. Larsen fik sin debut på U18-landsholdet, der i den forgangne uge spillede to venskabskampe på udebane mod Tyskland.
I debuten blev Sebastian Larsen indskiftet efter 84 minutter ved stillingen 3-2 til Tyskland, men i overtiden dukkede HB Køge-talentet op og udlignede til slutresultatet 3-3. Lidt af en drømmedebut!
I det følgende opgør var Sebastian Larsen med fra start, da danskerne sikrede sig en 2-1-sejr.
Sebastian Larsen var ikke den eneste HB Køgespiller, der var i kamp mod Tyskland i løbet af landsholdspausen. Også på U19-niveau var det tilfældet. Her debuterede Marius Kruse for det færøske U19-landshold imod tyskerne i en EM-kvalifikationsturnering i Grækenland i en kamp som Tyskland vandt med 4-1. Kruse var efterfølgende også med fra start i to følgende kvalifikationskampe imod Grækenland (0-0) og Rusland (0-5).
Også offensivspilleren Jonathan Lassesen, der ligeledes spiller på HB Køges U19-hold til dagligt, var med for Færøerne. Lassesen fik ligesom Marius Kruse spilletid i alle tre opgør.