HB Køge tildelt licens til pigeungdom
Tildeling af 1 stjerner og en rangering som nummer 14 i DBU’s nye licenssystem for pigeungdom
Tirsdag klokken 16.00 er det offentliggjort, hvordan DBU har rangeret de klubber, der har ansøgt om en licens til deres respektive pigeafdelinger. Her fik HB Køge tildelt en ud af tre mulige stjerner samt en placering som nummer 14 i det nye licenssystem. Det er første gang, at klubberne har haft mulighed for at ansøge om en rangering og licens på pigesiden.
Systemet lægger sig op af det, man i flere år har kendt fra drengene. Den væsentligste forskel i licenssystem 2.0 til pigerne er, at rangeringen i denne sæson går fra 0-3 stjerner, hvor Ballerup Skovlunde Fodbold rangerer højest med 1,5 stjerner.
Med tildelingen af den ene stjerne får HB Køge også mulighed for at deltage i den landsdækkende U18 DM Pulje B, som dermed giver mulighed for at matche på noget af det højeste nationale niveau.
“Med kun fem måneder på bagen og et helt nyt projekt, er vi selvfølgelig glade for at få mulighed for at spille med på nationalt niveau og modtage en licens. Når det så er sagt, har det fra dag ét været vores ambition at have et af de bedste ungdomssetups i landet og vi vil derfor fortsætte det store arbejde for næste år at gøre det endnu bedre. Vi ved det tager tid, men det er en stor del af vores selvforståelse, at vi kan tilbyde matchning til vores spillere på højeste niveau, samtidig med at have de bedste faciliteter”, siger HB Køges direktør, Per Rud.