shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge tilknytter diætist til ungdom, senior og kvinder

22-årige Leticia Nani Silva bliver tilknyttet HB Køges førstehold og ungdomsafdeling, hvor hun som diætist skal være med til at uddanne og lære spillerne om, hvordan en atlet spiser og derved passer på sig selv. I første omgang tilknyttes Silva på et internship, hvor begge parter får mulighed for at se hinanden an. Med en bachelor i neurosciende fra University of Manchester og en netop færdiggjort master i nutrition fra Manchester Metropolitan er det en ganske belæst kapacitet, der nu bliver en del af klubben.

Det sker for at optimere setuppet yderligere for alle årgange og niveauer i klubben:

– Vi har fået den her mulighed via vores netværk i Capelli Sport. Den er vi rigtig glade for, da vi hele tiden søger efter nye steder, hvor vi kan forbedre vores setup og tilbyde spillerne yderligere udvikling, siger sportsdirektør Per Rud,

– Vores mål er at kunne uddanne og klargøre spillere til at spille på allerhøjeste hylde. Ved at få Leticia ind får vi mulighed for at hente nogle procenter og rykke på nogle parametre, vi ikke tidligere har arbejdet så meget med. Det er et skridt i den rigtige retning og det glæder vi os selvfølgelig over.

Som et led deri vil tilgangen af Silva også være et nyt skridt i stræben på at tilbyde de bedst mulige forhold for ungdomsholdene og klubbens mange talenter. Silva vil arbejde sammen med spillere, forældre og holdene som helhed. Således vil hun være med til at optimere vigtigheden af god kost i HB Køges elitemiljø – både på ungdoms- og seniorniveau:

– Mad er brændstof og altafgørende for en god præstation for enhver atlet og sportsudøver. Det er derfor ekstremt vigtigt, at spillerne forstår, hvordan de kan maksimere og forbedre deres præstation ved hjælp af de korrekte næringsstoffer og en balanceret kost. Jeg håber og tror på, at jeg kan hjælpe spillerne på alle niveauer i klubben med at udfylde deres potentiale og blive endnu bedre udgaver af sig selv, siger Silva selv.

HB Køge byder Leticia Nani Silva velkommen til!