shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge tilknytter SLO

HB Køge tilknytter med dags dato en SLO, der skal være med til at forbedre oplevelsen på stadion og gøre kontakten mellem fans og klub endnu stærkere. Den nye SLO bliver 47-årige Mikkel Henderson, der har en lang fortid i fanmiljøet omkring Køge Boldklub og HB Køge.

– Vi har valgt at tilknytte Mikkel Henderson, fordi det er altafgørende for os at have det bedst mulige forhold til vores fans og samtidig skabe den gode stadionoplevelse. Vi har kendt til Mikkel via hans arrangement i fangruppen Svanerne og det er derfor et naturligt skridt i den rigtige retning for os at hente en mand ind, der også har erfaring fra den anden side af kridtstregerne, siger adm. Direktør Per Rud.

Henderson var i perioden 2016-2018 bestyrelsesmedlem i Svanerne og klubhusformand i Svanereden, hvor han stod for at afholde arrangementer i samspil mellem klubben og fansene. Han har derfor naturligt et stort kendskab til det, der rører sig blandt fansene:

– Det at være bindeleddet mellem klubben, Svanerne og alle de andre, der kommer på stadion var en ret interessant mulighed og noget, der indeholder et stort potentiale. Herhjemme er en SLO noget, der primært findes i de større klubber, hvorfor det er ekstra interessant, siger Mikkel Henderson,
– Det primære mål er at forbedre fan- og stadionoplevelsen i HB Køge. Klubben skal være endnu mere i øjenhøjde og fansene skal føle, at de kommer tæt på spillerne. Men vi starter ud i det små og arbejder os opad.

 

Blå bog

Mikkel Henderson, 47 år.

Køge BK-fan siden midten af 1980’erne og HB Køge-fan siden grundlæggelsen.

Bestyrelsesmedlem i Svanerne 2016-2018, klubhusformand i Svanereden 2016-2018.

Handicaphjælper og fultidsmusiker i Fate & Midnight Blues Band.