HB Køge vinder Belt Cup: Se målene fra finalesejren
Belt Cup 2019 blev en stor succes for HB Køge, der gik ubesejret gennem turneringen, og søndag eftermiddag sikrede sig finalesejren over tyske SV Todesfelde, som blev slået med 3-0. På vejen til finalen havde HB Køge vundet 2-0 over SV Eichede og 1-0 over Nykøbing FC.
HB Køge var ovenpå fra kampens start mod medfinalisterne, men trods flere gode forsøg – blandt andet et stolpeskud af Tobias Christensen – så gik de hold til pause uden scoringer.
I anden halvleg lykkedes det dog fortjent HB Køge at komme i front. Jubril Adedeji tog ti minutter efter kampen bolden ned og halvflugtede dernæst bolden i mål. Ti minutter senere øgede Jakob Johansson til 2-0 da han tæt under mål sendte bolden i kassen efter oplæg fra Jean Claude Bozga, der vandt sit hovedstød i forbindelse med et hjørnespark.
Og kort før tid lukkede Jakob Johansson kampen med sin anden finalescoring da han slap alene igennem og sikkert sparkede bolden i mål.
Med 3-0-sejren sikrede HB Køge sig finalesejren, en præmiecheck på 127.500 kr. og den tilhørende vandrepokal.
Cheftræner Morten Karlsen var tilfreds med turneringssejren og for spillernes indsats gennem hele turneringen – både på og uden for banen.
– Jeg er glad for at vi vinder. Det bliver en meget atypisk kamp i forhold til det vi plejer at spille. Vi møder normalt en lidt anden tilgang. De var lidt mere amatørspillere, så det blev en kamp, hvor vi skubbede dem op, og så blev det en masse fysik, tidsudtræk og til sidst handlede det lidt om at undgå skader. Det er jeg lidt ærgerlig over, men jeg er rigtig glad for at vi vinder 3-0, og vi kunne også godt have vundet mere.
– Jeg er meget glad for spillernes indsats i turneringen. Jeg er glad for at se både de “gamle” spillere og dem vi har fået tilført. Alle byder sig godt til, og de sidste to dage har også bekræftet mig i at der er masser af kvalitet, men det forpligter også i forhold til at vi skal sørge for at gøre det allerbedste, men de har alle vist sig godt frem både på og uden for banen, og det er jeg glad for.
I videoen herunder kan du se målene fra finalesejren og pokaloverrækkelsen.