Den 23-årige defensivspiller Skylar Briggs skifter til HB Køge Women fra University of California og deres fodboldhold, California Golden Bears. Skylar kan både spille i midterforsvaret og på den defensive midtbane.
– Vi er begejstrede for at byde Skylar velkommen til HB Køge. Vi er overbeviste om, at hun vil tilføre en værdifuld tilstedeværelse til vores holdkultur. Hun er en talentfuld spiller med store ambitioner og en tydelig vilje til at udvikle sig. Hendes indstilling, arbejdsmoral og potentiale passer perfekt til den vision, vi har for klubben, og vi tror på, at hun kan blive en vigtig skikkelse både på banen og i det bredere holdmiljø, siger HB Køge Womens sportschef, Walid Khoury.
Skylar har spillet fem år for California Golden Bears og har opnået 64 startpladser i 85 mulige kampe. I sidste sæson havde hun femteflest spilleminutter på holdet og bidrog desuden med to assists. Hun har også deltaget i den prestigefyldte turnering TST (The Soccer Tournament) med andetholdet fra Kansas City Current, hvor der blev spillet om en præmiesum på én million dollars til vinderholdet.
– Jeg er utrolig taknemmelig for muligheden for at starte min professionelle karriere i Køge. Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang og bidrage til, at klubben fortsætter med at vinde, siger en glad Skylar Briggs.
Skylar møder sine nye holdkammerater for første gang i Kansas City, når holdet mandag rejser dertil på træningslejr.
Hun får trøje nummer 29 i HB Køge.
Velkommen til klubben, Skylar!