shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køges bestyrelsesformand glæder sig til fremtiden

Bestyrelsesformand Søren Storgaard takker Køge kommune og erhvervslivet og ser positivt på fremtiden.

De første ti år har været hæsblæsende, ind i mellem turbulente og neglebidende. Hvordan bliver de næste ti år for HB Køge?

Bestyrelsesformand Søren Storgaard tør ikke give et præcist svar på det spørgsmål, men han ser en tydelig retning for fremtiden.

– Det seneste år har været meget intenst. Vi har flyttet adresse. Vi bor midt i et pulserende område, hvor tingene forandrer sig uge for uge. Klubben har fået ny ejer i den amerikanske forretningsmand George Altirs. HB Køge blevet en del af Capelli Sport-netværket. Vi arbejder samtidig konstant på at udvikle faciliteterne og styrke økonomien. Og så spilles der jo også fodbold ind i mellem, lyder det fra bestyrelsesformanden.

– Men der er intet, der tyder på, at farten bliver sat ned de næste år. Vi befinder os i en tid, hvor tempoet er højt i det samfund, der omgiver os. Ikke mindst i Køge, der bliver stedet, hvor der sker mange ting de kommende år. Det kommer til at smitte af på klubben. Vi skal være skarpe og gribe mulighederne, siger Søren Storgaard i et interview i anledning af HB Køges 10-års jubilæum.

Må ikke blive fartblinde
– Der er lagt nogle meget konkrete planer frem, og det er dem, vi nu skal i gang med at realisere. Det er afgørende, at vi i fortsættelsen bevarer fokus – samtidig med at vi udvider horisonten. Vi må ikke begå den fejl at blive fartblinde undervejs.

– Vi er jo kommet et stykke af vejen, men vi er ikke i mål. Det kommer til at kræve en masse fra alle, hvis vi skal det næste stykke. Fodboldspillerne skal score flere mål. Organisationen skal op i et endnu højere gear. Erhvervslivet må meget gerne samle sig endnu mere om HB Køge. Og kommunen skal i hverdagen blive ved med at være en stærk medspiller. Her er relationen virkelig god. Det skal vi sætte pris på.

– Der er to overordnede forudsætninger, som afgør, om vi lykkes. Vi skylder alle kommunen en stor tak for støtten til planerne bag Køge Idrætspark. Det har gjort en kæmpe forskel. Vi har nu en arena, der inden for få år kan danne rammen om kampe i Superligaen. Det er en vigtig barriere, der er ved at blive fjernet. Man kan bare ikke drømme om Superliga-fodbold, hvis man ikke har et stadion, der opfylder de krav, både tilskuere, virksomheder og TV-stationer har.

– Den anden vigtige faktor er erhvervslivet. Selv om de nuværende forhold ikke er så tillokkende, møder vi støtte næsten alle steder. Folk vil bare gerne være med til at bakke op og samtidig deltage i ”rejsen”. Det er en kæmpe tillidserklæring, og den forpligter os på at arbejde endnu hårdere.

– Vi forsøger at gøre tingene rigtigt. Vi har opgraderet salgsafdelingen og bygger flere funktioner rundt omkring holdet. Det er man nødt til, hvis man vil klare sig i konkurrencen. Alt det koster. Vi kan kun få det til at hænge sammen, fordi virksomhederne bidrager til festen.

Loungen kommer
På den helt korte bane glæder bestyrelsesformanden sig til, at HB Køge om et år kan indvie den nye sponsorlounge.

– Det bliver en stor dag for hele ”HB Køge-familien”, simpelthen definerende. Endelig kan vi give vores samarbejdspartnere de forhold, de fortjener. Det skal være en gennemført god oplevelse at gå til fodbold om søndagen hos os – uanset om man er almindelig borger eller partner, der har tegnet sponsoraftaler, slutter Søren Storgaard.